Slug bly!« får man ubændig lyst til at råbe til sin fladskærm, mens man pumper skud på skud efter rumvæsener. Nej, der er ikke dybsindige eksistentialistiske dilemmaer på spil i årets to rivaliserende actionspil, ‘Resistance 2’ og ‘Gears of War 2’, der forsøger at være årets actionspil, da de begge er eksklusive udgivelser til hhv. PlayStation 3 og Xbox 360. Begge spil skildrer fremtidens menneskehed i desperat kamp for overlevelse. I det amerikanske ‘Gears of War 2’ er fjenden stadig rumracen Locust, der mest ligner en hærskare af heavyrockere med tømmermænd. De residerer langt under jordens overflade, så største terrortrussel i denne fortsættelse er, at Locust opsluger hele menneskebyer.
Skydegal quarterback
Menneskeracens redningsmand er Marcus Fenix, der som indbegrebet af en skydegal quarterback tromler mod Locust med sit hold af soldater væbnet med skydevåben, steroider og et fåtal af samarbejdende hjerneceller. Hvilket går fint i spænd med, at de få kvinder i historien alle er slanke og sensuelle, mens mændene alle er så maskinelle, at heavyrockerne fra Locustracen næsten rummer mere menneskelighed.
Kanske helt med vilje, da ‘Gears of War 2’ tit føles som en lang spilbar forherligelse af alle de patriotiske (og amerikanske) soldater, der altid sætter kampen for fædreland over fimsede følelser. Hvilket til gengæld giver det bagslag, at historien bliver pinlig følelsesporno, når dræbermaskinerne pludselige sukker af savn efter deres familier, og historien tilmed indleder en eftersøgning efter en af soldaternes koner. Konekidnapning er givetvis en stærk drivkraft, men ‘Gears of War 2’ fungerer bare bedst, når soldaterne forbliver skydemaskiner, og ildshowet er så tilpas spektakulært overgearet på alle fronter, at man kobler tænkeren fra og slår reptilhjernen til.
