Dreamfall' tilhører den type computerspil, man bare ønsker får succes. For der er alt for langt mellem eventyrspil med et gennemtænkt science fiction-plot pakket ind i et æggende udseende og befolket med et spraglet persongalleri. Fordele der allerede på forhånd hæver det norske eventyrspil 'Dreamfall' markant over det sædvanlige pinligt meningsløse pladder, som baggrundshistorier til computerspil ynder at excellere i. Eneste problem er, at der efter dét indgreb ikke er meget spil tilbage og mere historie. Starten af 'Dreamfall' er næsten identisk med spillets forgænger, 'The Longest Journey' fra 1999: Rigmandspigen Zoë Castillo lever et rastløst badeferieliv i et teknokratisk overvågningssamfund i en verden kaldet Stark anno det 23. århundrede. Hverdagen splintres, da ekskæresten Reza sender Zoë af sted for at hente en pakke, for med ét er hun blevet skydeskive for både regeringssoldater, konspirationer, mystiske tvillinger og en nysgerrig, ikke helt normal kat. Samtidig er Reza forsvundet, men Zoë følger troligt hans spor ved at trave Stark rundt, men lander også senere i Starks parallelverden Arcadia, hvor magien hersker i stedet for teknologien. En verden, der også fører til spillets to andre hovedpersoner April Ryan - heltinden fra forgængeren - samt lejemorderen Kian. For lette gåder Tre hovedroller i ét eventyrspil er en usædvanlig bedrift, men selv om Zoë og April klart har mest skærmtid, lykkes indgrebet forbavsende godt. Primært fordi historien bider sig fast i bevidstheden fra første færd, og det er i spilsammenhæng sørgeligt sjældent at støde på en tilsvarende stærk historie, der tør tackle temaer som hævn, elskov, religion, venskab og frihed uden at rødme. Historiens mangfoldighed har dog en pris, der hedder spilbarhed. 'Dreamfall' er simpelthen det nemmeste eventyrspil, jeg til dato har klikket mig igennem. Vitterligt klikket, for man glider ubesværet gennem historien, mens mange af gåderne løser sig selv, før de end er stillet. Oftest fordi man sjældent har mere end tre ting på sig ad gangen, hvilket gør det for nemt at regne ud, hvor og hvordan de skal bruges for at komme videre. Manglen på svære gåder gør simpelthen, at man føler sig omklamrende ført rundt ved hånden: godt for at holde historien i sving, da spillet dermed styrer showet, men skidt for spilbarheden. Større tiltro til spillerens intelligenskvotient ville pynte. Ikke rigtig mæt En værre fornærmelse er spillets indlejrede kampsekvenser, der er knapkamp på tid. Fjenderne stavrer passive rundt og blokerer konstant, mens alt, man selv kan gøre, er at hamre løs på tastaturet og håbe på at få gode slag sat ind. Dør man er det game over og forfra igen. Desuagtet dette 'action'-element giver stemningen, historien og såvel billed- som lydsiden 'Dreamfall' et ætsende stærkt appeal, der man tilgiver delvist, at Funcom nedladende udglatter enhver udfordring til fordel for et mindre bidsk og mere mainstream tilsmagt spil. Husk blot, at vi adventurefans stadig er sultne efter mere. thomas.vigild@pol.dk