Drengedrømmen er udlevet, men det har været en barsk uge. I de sidste par nætter har jeg afpresset butiksejere ved at banke deres hoveder ind i kasseapparatet. Jeg har begået dusinvis af lejemord på fjender af familien, baldret sammen med utallige lastbiler for at afhøre chaufførerne, reddet Don Corleone ud fra hospitalet og endda haft fritid til at placere et blodigt hestehoved i en obsternasig filmmoguls drømmeseng. Som gangsterspire i 'Godfather'-regi keder man sig aldrig - i al fald ikke de første par timer. Men fødslen af 'Godfather'-spillet har været mere end hård med et forventningspres helt oppe over det røde felt, for hvordan skal man overhovedet sætte en af filmhistoriens mest rosværdige trilogier på spilform? Mens anmeldere som os bekvemt på forhånd kan indskrive spillet som førende i rædselskabinettet af fabelagtige film omsat til kummerlige spiludgaver, er det dog kun en kvart sandhed. Simpelthen fordi det faktisk er fantastisk at være i selskab med disse karakterer i et gangsterunivers, der fra første til sidste knaptryk bliver behandlet med synlig stor respekt og loyalitet. Følg filmen 'The Godfather' lægger ud med, at man skal stykke sin egen machogangster anno 1940 sammen og det ned til mindste ligegyldige detalje fra størrelse af pandelapperne og hudfarve til næseryggens krumning og bredde. Hævntørsten er dog på forhånd skudt i vejret, da man som barn ser sin far blive skudt af gangstere, der er rivaler til den Corleone-familie, som man i starten blot er håndlanger på prøve hos. Handlefriheden er i begyndelsen illusorisk stor. Enten kan man lægge ud med at drøne New York rundt for at afpresse butiksejere og udføre lejemord, eller man kan følge historien gennem spillet, der i et hæsblæsende opskruet tempo fortæller fragmenter af filmenes handling. En tour de force gennem højdepunkter fra at eskortere en gennemhullet og blødende Don Corleone til hospitalet til at lægge det famøse hestehoved i sengen. Electronic Arts har gjort alt, hvad der står i deres magt, for at sy historien ind i spillet, så man føler sig med i alle stjernestunderne, og det er godt gået, at ens anonyme gangsterspire aldrig på noget tidspunkt ændrer i filmenes oprindelige handling, men blot udfylder hullerne i den. Godfather Theft Auto Med filmens handling på plads, har selve spillet kørt på erobringstogt i 'Grand Theft Auto'-serien, men ekkoer fra spil som 'Mafia' runger næsten højere, når man cruiser igennem New Yorks gader i en række utrolig ens udseende biler. De mest almindelige missioner er, når butiksejere over hele byen skal afpresses til at betale beskyttelsespenge - enten ved at tæske dem til fornuft eller smadre inventar i butikken - og det er faktisk fin underholdning de første par timer. Mest fordi kampsystemet til nævekamp er herligt filmisk, men samtidig også meget nemt. Således må man sukke, når tre machogangstere omringer én, men pænt venter i kø, til det bliver deres tur til at smage ens næver. Det sjove ved at afpresse butiksejere forsvinder dog efter et par timer. Ens gangster har nemlig en evigt stigende mængde 'respektpoint', der viser, hvor meget gangsterattitude, han udstråler, og efter lidt tid gør den enorme respekt, at alle butiksejere bukker under med det samme, og så er den del af spillets morskab forduftet. Sjovere er ildkampene, når man ellers har fået styr på styringens tics, hvoraf håndteringen af biler er værst: skrigende banal og kedsommelig. Hvor 'Mafia' er meget bedre og blandt andet kræver, at man overholder færdselslovgivningen, skal man i 'Godfather' kæmpe meget med egne biler og alt for mange af dem, for man kører senere i spillet rundt i evigheder. Nok er spillets version af New York imponerende stor, men det gør samtidig, at man sidder alt for meget bag rattet til, at det er rimeligt i et ellers så heftigt actionpræget spil. Ægte stemningsskaber Samtidig med, at man gennemfører missioner, der er knyttet til filmens handling, skal man også gå enegang og udradere de rivaliserende gangsterfamilier en for en. Men man bliver noget bims, når man skal skyde 50 gangstere i træk. Ingen variation at skimte her, og i det hele taget er hovedparten af spillets afstikkermissioner som at spille snorlige efter en skabelon: gør det samme igen bare 50 gange mere. På den positive side er grafikken passabel og egentlig ganske overbevisende til både at skabe gadestemning med flagrende avispapir til de mere intime scener med karakterskuespil og ansigtsudtryk. I pc-spillet synes grafikken at stamme fra et spil med to år på bagen, for den er tydeligvis hentet direkte fra PlayStation 2-udgaven. Hertil presser grafikken derimod det meste ud af konsollen, og af og til så ekstremt, at animationerne hakker sig af sted. Brillant skuespil Problemerne i grafikken generer mindre, end man skulle tro, takket været spillets glimrende stemning og lydside. Selv om Al Pacino desværre takkede nej til at medvirke, viser stemmerne - indtalt af James Caan, Robert Duvall og for en meget kort bemærkning Marlon Brando - hvor meget et topprofessionelt stemmeskuespil kan redde i land for et filmspil som dette. Det er simpelthen eminent at se og høre skuespillerne gentage deres roller som henholdsvis Sonny Corleone, Tom Hagen og Don Corleone og tale til dig på den helt rigtige måde. Man mærker små stik af stemningen fra filmen, og det er godt gået i et spil. I 'Godfather' er lige så meget lykkedes, som der er gået galt. Den primære hovedpine er, at intet i spillet føles vitterlig originalt og anderledes, når man har spillet og nydt 'Grand Theft Auto' og 'Mafia'. Med dem i fingrene kan man således nøjes med at låne 'Godfather' i Blockbuster weekenden over og med selvtilfreds mine konstatere, at de høje forventninger ganske rigtigt ikke er indfriet. Men kender man ikke kender disse spil til hudløshed, og længes man efter et skud filmisk stemningsmættet action til tommelfingrene, er 'The Godfather' absolut tilstrækkelig. lars.dahlager@pol.dk og thomas.vigild@pol.dk