Følelsen af at være en gud er der fra første sekund i 'Black & White 2'. Overblikket over de små øriger er betagende smukt, og hvor end man kaster blikket, kan der zoomes helt ind på selv den mindste busk. Vulkaner kan fremmanes og perforere en græsmark som en glohed spydspids, og solens gang over himlen kan manipuleres, så der er evig solopgang eller tusmørke. 'Black & White 2' er et sjældent syn i et spilmarked, hvor forudsigelige spilkoncepter og helt fasttømrede genrer fylder butikshylderne. Præcis som i forgængeren fra 2001 låner de engelske udviklere fra adskillige spil og skaber deres helt eget univers. Opførelsen af byerne kan således minde om byetableringen i 'Sim City 4', om end forskellen her er, at det intet koster at bygge løs, så længe landskabet kan levere materialer i form af sten og træ. Krigene kan udkæmpes i stort format som i 'Age of Empires', hvor bueskytter og fodsoldater optjener erfaring fra kamp til kamp og således bliver bedre til at kæmpe, men spilleren har altid muligheden for at bruge sine kræfter til at kaste en klippesten mod fjenden eller fremkalde lyn og torden på slagmarken. Spil om moral Men spillerens valg har konsekvenser for, om man bliver betragtet som en god eller ond gud, og folket er hurtige til at afsige sin dom. Hver bane i spillet er en afsondret ø midt i et stort, uendeligt ocean, hvor en problemstilling skal klares - som regel i form af en by på den modsatte side af øen, hvis indbyggere tror på en anden gud, og dermed skal omvendes. Spillerens valg på det overordnede plan er helt enkelt - skal de vantro omvendes med magt eller gennem diskret indflydelse? Er gudekræfterne ved at slippe op, kan man for eksempel ofre et menneske på bålet; det giver også respekt og ærefrygt blandt indbyggerne, men også point på den onde skala. Store hære kan produceres og sendes i krig, mens alternativet er at lade ens by vokse til et paradis, der vil overbevise alle tvivlere. Endelig er 'Black & White 2' et særsyn, fordi det giver spilleren ret til at opdrage og kommandere et enormt væsen på størrelse med King Kong i form af enten en ko, løve, ulv eller abe. Hvor forgængeren var en slags sandkasse og eksperiment udi kunstig intelligens, er dagene som dyrepasser i døgndrift forbi i denne efterfølger. Væsenet har nu sin egen vilje, som kan påvirkes alt efter de klø- eller kæleture, man giver det efter dets handlinger. Opdragelsens væsen Men på de første baner erfarer man hurtigt, at den kunstige intelligens, der løbende udviklede sig i forgængeren, nu er erstattet af et autoritetstro væsen. Det er stadig med stor charme, at ens kælne abe løber rundt og på eget initiativ underholder befolkningen, koen et kort sekund overvejer at kaste en tonstung klippe mod en fremrykkende hær, eller ulven glubsk sluger menneske efter menneske. Men disse initiativer kan der hurtigt sættes en stopper for, hvis man som spiller og gud griber ind, finder spanskrøret frem og begynder at opdrage. Derved dukker der en pædagogisk skydebjælke op over væsenets hoved, der klart angiver, hvad man straffer eller belønner for. Indlæringen er derfor mere smertefri og kan i hovedtræk klares i den første time, man stifter bekendtskab med spillet. Tilbage står et disciplineret kæledyr, der stadig har skøre indfald, men derudover reagerer i henhold til hvor mange klø og klap på hovedet, man har givet det. Frihed til masserne Præsentationsmæssigt er 'Black & White 2' en fryd for øjet og ørerne. Musikken er rolige kvindekor næsten tyvstjålet fra 'Ringenes Herre'-trilogien og de to vejledere spillet igennem - en lille, knaldrød djævel og en gråskægget engel - er spillet med stor og passende humor. Men det mest imponerende ved spillet er dets lettilgængelighed. Alt kan klares ved hjælp af musen, og trods prangende gudekræfter, byadministration og heftige kampe bliver det aldrig uoverskueligt. Det giver overskud til masser af eksperimenter og leg i et spilunivers, der i langt større grad end andre spil viser følelsen af at have uindskrænket magt. lordagsliv@pol.dk