Som jeg ligger på gulvet med ansigtet begravet i hænderne, hulkende i fosterstilling med vreden rasende ud gennem samtlige porer i min krop, indser jeg for første gang, at 'Metal Gear Solid 3: Snake Eater' er et af de mest kompromisløst suveræne spil, jeg længe har været udsat for. For årsagen til min sødmefulde frustration er en rumlende mave. Ikke min egen, forstås, men Snakes - den elitesoldat, som jeg de sidste fem timer har slæbt gennem endeløse junglemiljøer på jagt efter en afhoppet topagent, en håndfuld russiske supersoldater og et transportabelt kernevåben. Og det var altså en rumlen i Snakes mave, der udløste en opmærksom vagts lyst til at udforske lige netop det bebuskede område, som jeg havde valgt at gemme Snake i. Fordi selv samme vagt, som opdagede mig, skød mig og tilkaldte sine kammerater, der skød lidt mere. Og havde det været første gang, kunne jeg leve med det. Men efter at have sneget mig rundt på samme bane mere end fem gange, og efter hver eneste gang at knalde panden mod muren på en eller anden måde, er frustration nu min eneste tilflugt. Så jeg lader den få frit løb, og netop det er kernen i 'Snake Eater'. Den indre fjende Netop en fuldkommen mangel på kompromis og en eminent sans for detaljer er, hvad den japanske spilskaber Hideo Kojima har lagt for dagen i dette tredje kapitel om 'Solid Snake' på PlayStation. I denne omgang skal han huske at spise, mens han kravler rundt i junglen og sniger sig ind på sine fjender for lydløst at fælde dem med et imponerende våbenarsenal. Han skal spise for at holde sin udholdenhed oppe, og han skal spise, så hans sultne mave ikke rumler og ved et uheld advarer fjenderne om hans tilstedeværelse. Det lyder måske åndssvagt, men det er genialt. 'Snake Eater' handler i bund og grund om en konflikt mellem spil og spiller. Spillet opstiller nogle rammer for en gåde, der tilfældigvis tager form som en grafisk imponerende junglesimulation, præsenteret som et antal primært udendørs baner, som hver kan løses på den måde, man har lyst til. Fælles for dem alle er, at man som Snake har en række agentdimser til rådighed - sonar, bevægelsessensorer, diverse våben og kamuflageudstyr - som man kan og skal benytte sig af for at holde sig uset. Systemet er komplementeret med det nævnte sult-system, ligesom Snake nu kan tage skade på flere forskellige måder, som man skal bruge en række førstehjælps-remedier for at rette op på. De hårde valg Resultatet er, at man med 'Snake Eater' sidder med et computerspil af en betragtelig kompleksitet og et spil, som på ingen måde hjælper spilleren frem gennem forløbet. Der er taget hårde beslutninger om brugerfladen og den hjælp, som spilleren får, og det er helt sikkert noget, som mange vil finde irriterende. Men det er vilkårene, og renheden i designet gør, at man et stykke inde i spillet pludselig indser, at det faktisk er meningen. Det skal være svært. Det vil uden tvivl være den slags spil, som mange mindre garvede spillere vil finde håbløst og problematisk, ikke mindst fordi det bruger megen tid på historien - omtrent halvdelen af tiden bruges på at betragte mellemsekvenser. Det er vilkårene, og netop derfor er 'Snake Eater' et fuldkommen suverænt spil. Det er ikke altid lige underholdende, det kan være ekstremt frustrerende, men det er utroligt givende, når man først giver sig i kast med det på dets egne præmisser og forstår, hvordan det skal tackles. Bravo Kojima! lordagsliv@pol.dk