Stålblankt og stolt strækker det blankpolerede sværd ud fra armen. Det er midlet, hvormed renhjertede helte realiserer sig selv, og ondsindede skurke må knæle. I hvert fald i 'Devil May Cry 3'. Tredje afsnit i serien af de voldsomme PlayStation 2-actionspil er endelig ude og lad det være sagt med det samme: Det skuffer bestemt ikke. De første 'Devil May Cry'-spil svælgede i stil med 'Blade'-filmene i æstetiseringen af afhuggede lemmer, blodsprøjt og én mand mod resten-konceptet, og det er endnu en gang i centrum. For tredje gang indtager man rollen som den mørke og indelukkede Dante, der væbnet med et potent skydevåben og en meterlang klinge er selve indbegrebet på den evige cool dræber. Denne gang jagter han sin onde, sadistiske halvbror Vergil, der i tidernes morgen valgte den mørke vej modsat Dante, og nu én gang for alle må stoppes. Hvordan? Tænk de professionelle mordere i 'Håndlangerne', 'Desperado' og 'Heat' - og tænk så at styre dem. Det er 'Devil May Cry 3'. Det gælder - modsat de danske 'Hitman'-spil - ikke om at snige sig rundt i skyggerne, men derimod om at kaste sig lige ind i kampen med trukket sværd. Så hvis 'Hitman' er stilfulde kirurgisk præcise mord, er 'Devil May Cry 3' larmende, sadistiske musikvideo-nedslagtninger. Alle missioner er ens og så alligevel vidt forskellige: Du dumper ned i et nyt kvarter, en håndfuld monstre dukker op ud af den blå luft, hvorefter du skærer, skyder og smadrer dem. Derpå dukker en gruppe nye monstre op og sådan går det hak i hak, indtil du til allersidst - med ryggen mod muren - stilles over for en gemen og hårdfør overfjende. Ja, det er opbygget som et banalt arkade-actionspil fra 1980'erne a la 'Golden Axe', men det er derudover også forfinet og nuanceret ned til mindste detalje. Sadistisk kampsport Konfronteret med bølge efter bølge af fjender handler det om at lære de effektive kampkombinationer - og dem er der mange af: Der kan løbes op ad vægge, springes meterhøjt, flyves igennem luften med sværdet forrest, spredes bly som en adræt Dirty Harry og meget, meget mere. Det er ikke bare muligt at lære disse effektive, asiatisk kampsport-inspirerede drab - det er bidende nødvendigt. 'Devil May Cry 3' er nemlig lige så udfordrende, som det er bestialsk blodigt, og dét i en sådan grad, at mange sarte sjæle nok vil fristes til at give op efter de indledende tæsk. De hårde lærepenge med det digitale spanskrør er imidlertid uundgåelige, hvis man vil til tops som cool, hævngerrig lejemorder og tro mig: Det vil man. 'Devil May Cry 3' er nemlig - trods manglende opfindsomhed - et befriende blodigt action-eventyr, der ikke blot hæver sig langt over mængden af halvdårlige actionspil, men også langt over mængden generelt. lordagsliv@pol.dk