Ræs på skoleskemaet

Lyt til artiklen

Det er en besynderlighed, som Sony har sendt på markedet: Det i spænding længe ventede 'Gran Turismo 4'-spil med det lille, men nok så afgørende efternavn 'Prologue'. Det er noget så sjældent som en demoversion, man betaler for. Hvis ideen er at udsende en appetitvækker, der skal få os til at hungre efter den fulde og forsinkede fjerde udgave af bilspillet, som firmaet med en vis ret kalder 'The Real Simulator', så er missionen lykkedes for denne anmelders vedkommende: Jeg mærker sulten. Men er demoen pengene værd? Ja og nej. Sætter standarden 'Gran Turismo'-serien er standarden for alle bilspil. Det er her, man får den optimale digitale køreoplevelse. Alle bilspil må på den ene eller anden vis måle sig mod 'Gran Turismo'-serien. Den er et flagskib i Sonys produktion, og det spil, der har solgt flest konsoller. Og det har gjort sin skaber, Kazunori Yamauchi, til en af spilverdenens største stjerner. 'Gran Turismo 4: 'Prologue'' adskiller sig angiveligt kun fra den endelige udgave ved at have et stærkt reduceret antal spillemuligheder, biler og baner. Arkaderace byder kun på fem forskellige baner, men dog flere end 60 forskellige biler, hvoraf 12 er tilgængelige fra starten. Det er i den lave ende, men ikke unormale tal for mindre, udmærkede kørespil. Dog er det lidt, når man ser det i forhold til, at den endelige version af 'Gran Turismo 4' angiveligt indeholder mere end 100 baner og flere end 500 biler. Så er det kun en meget lille bid, man får her; men altså til mere end den halve pris, må man antage. Det er i spillemulighederne, der virkelig er tale om en reduceret udgave. For ud over arkaderacet, hvor man kun kan køre mod computermodstandere eller prøve at slå sin egen tid, er spillet udelukkende en køreskole bestående af 42 prøver. Ræs og lær Køreskolen er en lidt anderledes version af de obligatoriske 'License-tests', man har mødt i de tidligere udgaver af 'Gran Turismo'. Man lærer alt, at accelerere og bremse korrekt, udnytte vægtforskydning, følge ideallinjen, finde et svings klippepunkt og mærke forskellene mellem rally- og asfaltkørsel, samt får introduktioner i basale og avancerede raceteknikker som at finde de strategiske punkter at overhale, udnytte slipstrøm og så videre. For hver prøve, man består, belønnes man med enten en bronze-, sølv- eller guldpokal og en ny bil, som kan køres i arkadeløbene. I sammenligning med en fuld 'Gran Turismo'-titel med en lang karrieredel og hundredvis af løb byder prologen således ikke på megen afveksling. De første prøver er nemme, og man flyver igennem den del af spillet på ingen tid. Det er først mod slutningen, at de virkelige udfordringer kommer, når man for eksempel i en fuldblodsracer som BMW McClaren F1 skal holde 10 omgange og overhale mindst tre modstandere på Fujis højhastighedsbane uden så meget som at røre en modstander eller køre uden for banen en eneste gang i dens afvekslende og svære sving. Det kræver koncentration. Og mental sammensmeltning mellem konsol og spiller. Ræsende flot Og her kommer den nyudviklede 'Gran Turismo 4'-spilmotor ind i billedet, for grafik, fysik og lyd er alt sammen i særklasse bedre end noget andet spil og bør takseres til hele seks hjerter. Fysikken er den mest avancerede, hvad angår fornemmelsen af at styre rigtige køretøjer. Intet andet spil er så krævende og samtidig så givende. Oplevelsen af, at det betaler sig at holde hovedet koldt, at holde ud og at ændre blot små detaljer i kørestilen, er hele attraktionen ved 'Gran Turismo'-serien, og i den henseende skuffer den nye fysik ikke. Tværtimod: Den belønner ens indsats til fulde. Det føles aldrig som spillets skyld, hvis man fejler - det skyldes altid overivrighed eller manglende koncentration. En øvet spiller kan gennemføre køreskolen på et godt stykke under 10 timer. Derefter kan man forsøge at forbedre sine præstationer: Jeg mangler for eksempel at få låst fire biler op, så jeg gætter på, at rent guld i alle prøver (hvilket er noget nær umuligt) vil udløse de sidste. Synes man, det er sjovt at slibe millisekunder af sine tider, er der altså uendelig spilletid i denne 'lille' demo. Forbeholdt rathajer Jeg vil dog ikke anbefale denne prolog til nye bilspillere. Det er ikke pengene værd. Køb i stedet en brugt eller en platinum-udgave af 'Gran Turismo 3', hvilket er billigere, fremragende og trods sin alder stadig bedre end alle andre på markedet. Med mindst 100 timers udfordrende underholdning er det en længerevarende og mere afvekslende opvarmning til 4'eren, som alle bilspilsentusiaster går og venter på. Hardcorefans af serien kan ikke lade være med at købe prologen, så til dem vil jeg sige: glæd jer til tidsstraffen for at køre råddent i arkademode, de fotorealistiske baggrunde og andre grafiske detaljer som bevægelige publikummer, men vær beredt på at skulle igennem en lang række prøver, I har mødt tre gange tidligere i serien, før det bliver rigtig svært - og sjovt. Men først som sidst glæd jer til at mærke den forbedrede fysikmodel. Den er simpelthen sjov bare at køre ... karsten.ifversen@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her