Visk tavlen ren. Glem alt, hvad du hidtil har set og spillet. Og på trods af disse forholdsregler er der intet, der kan forberede dig på dette spil. Første gang, eventyrspillet 'In Memoriam' starter, fatter man ikke en bjælde. Man bliver mærkværdigt nok ikke hilst velkommen af dumsmarte roterende spilfirmalogoer i 3D eller en stereotyp baggrundshistorie, som man partout skal hale sig igennem. Nej, indledningen er derimod et oprigtigt skræmmende videoklip med en panisk kvinde. Videoklippet er første spor, som det engelske produktionsfirma SKL Networks har modtaget efter Karen Gijmans mystiske forsvinden sammen med firmaets medarbejder Jack Lorski. Andet spor er den gådefulde cd-rom, der netop nu snurrer rundt i din pc; kreeret og indsendt af en psykotisk gal seriemorder kaldet Phoenix - som tilsyneladende kender både Jacks og Karens skæbne. Nu beder SKL Networks dig om hjælp, fordi alle andre, der tidligere har undersøgt sagen for firmaet, er forsvundet. Det lyder ikke skræmmende på gråt avispapir, men det er det i virkeligheden. 'In memoriam' fastholder nemlig den illusion, at du er detektiven. At historien om Jack og Karen er virkelig. Og at du vitterlig føler, at du sidder og kulegraver en gal morders cd-rom og dermed er blevet forvandlet til en jaget mus i et enigmatisk rænkespil. Personlige e-mail 'In memoriam' er det første computerspil, hvor jeg for alvor er blevet bange. Ikke påtaget bange over forrådnede zombier eller pixellerede spøgelser i et spil, man ved, er fiktion, men så jeg har fået en flig paranoia og gang på gang har kigget mig over skulderen for at sikre mig, at morderen ikke stod lige bag min kontorstol. Den forrygende illusion lykkes, fordi 'In memoriam' formår at udviske skellet mellem fantasi og virkelighed. Efter at du har startet spillet og løst et par af Phoenix' gåder, begynder både ansatte ved SKL Networks og andre detektiver på sagen at sende vaskeægte e-mail til dig. Kort efter spillets start tikker eksempelvis en e-mail ind fra den franske historiestuderende Julie, der arbejder på samme sag og derfor giver dig masser af historisk baggrundsinformation om Phoenix' cd-rom. Ikke længe efter flyver en mail ind fra psykologen David Marcus, der er i gang med at analysere morderens personlighed på baggrund af cd-rommen. Og jo tættere du kommer på at løse gåden, jo flere e-mail begynder selve morderen også at sende til dig. Løsning på nettet Spillets multimediale interaktion med virkeligheden stopper ikke her. For at knække gåderne på Phoenix' cd-rom er du nødt til at researche på internettet og derigennem brik for brik opspore, hvad der er hændt Jack Lorski og Karen Gijman. Dermed er identifikationen komplet: Du er detektiven, der er i vælten; handlingen er ægte, og du er en brik i spillet; og massemorderen Phoenix ved, hvor du bor, samt hvilken størrelse hjemmesko du bruger. Paranoia udbetales ved kasse 1. Langt hovedparten af spillets gåder er lynende originale, men særligt vellykkede er de, der kræver, at du som en ægte online-snushane bruger søgemaskinen Google eller oversættelsesmaskinen Babel Fish på internettet. Spillets udviklere har nemlig kreeret omkring 300 hjemmesider på internettet, hvoraf de fleste er falske facader, der alene skal lede dig på vildspor. Ved selv de falske hjemmesider er udførelsen skræmmende realistisk, så det er med hjertet dunkende i halsen, at man gennemtrawler internettet for information om alt lige fra græske øer til tyrkiske boghandlere eller billeder af interiøret i Hagia Sophia-moskeen i Istanbul. Lykkes det langt om længe at knække en gåde via internettet, er belønningen et dybt berusende sug i maven. Men medajlen har en bagside. Geniale gåder Bagsiden hedder mistro. For når man gang på gang oprigtigt begynder at betvivle, at en hjemmeside vitterlig er ægte og blot endnu et udspekuleret skalkeskjul skabt af spillets udviklere, bliver surf på internettet aldrig det samme igen efter 'In memoriam' - ydermere et konkret bevis på spillets overmåde vellykkede og drilske leg med fiktion og fakta. Desværre er internettet et evigt foranderligt medie, hvilket medfører, at internetsøgninger på specifikke termer fra spillets verden ofte resulterer i uheldige henvisninger til komplette løsninger af alle spillets gåder. Og mens det er grundtanken, at løsningen skal findes via internettet, var det nok ikke ment på den måde. Hård kriminalkost Legen er ikke perfekt. Morderens cd-rom fik undertegnedes postprogram til at gå ned et par gange, og hele spillet kan som en dyr nytårsraket kun nydes en gang. Til gengæld kunne præsentationen ikke være bedre, fordi illusionen om, at spillet er virkelighed, aldrig bliver brudt, og spillets til stadighed slumrende esoteriske uhygge er stærkt vævet sammen af psykedeliske lyde og billeder med inspiration fra film som 'Seven', 'Blair Witch Project' og 'Ondskabens øjne'. 'In memoriam' byder til tider på virkelig hård og uhyggelig kriminalkost, så husk at lægge børn og svagere sjæle i seng. Dertil kræver spillet solide engelskkundskaber, mens erfaring i søgning på internettet via Google er en om muligt større fordel. Suget i maven Det unægtelig mest skræmmende og dermed ovenud geniale ved 'In memoriam' er, at det sætter et stort, fedt spørgsmålstegn ved din tidligere så blinde tillid til internettet og e-mail. De vandtætte troværdighedskriterier, som tidligere var bærende for, hvad der var falsk og sandt i den digitale verdens bytes og bits, visker 'In memoriam' abrupt bort. Tilbage er et uhyggeligt eksistentielt tomrum, for hvad skal det moderne mediemenneske tro på, når selv postprogrammet begynder at lyve? Det er i det skisma, at spillet henter sin uhygge og skaber den ægte gyserspænding. Ægte, fordi uroen kommer indefra - fra dig selv og gennem din egen pludseligt vaklende tillid til de digitale massemedier. Det gør 'In memoriam' til en overrumplende og uforglemmelig oplevelse fyldt med lige dele lamslående originale gåder og en fundamental tvivl, der giver dybe, huggende stik i maven. Så leg med, hvis du tør - for næste skridt bliver telefonopkald og banken på døren.