Murbrokker og mennesker slynges i alle retninger, mens du med et snuptag griber en bil og kyler den direkte ind i to kampvogne. Du er vred, grøn og superstærk, og der er noget ravruskende galt, hvis din tv-skærm ikke konstant er overdænget med eksplosioner, ødelæggelse og kaos, når du spiller computerspillene bygget over actionfilmen 'Hulk'. Grundprincippet bag spillene er kort fortalt, at du i skikkelse af den grønne galning skal smadre ting. Mange ting. Store ting, små ting, mediumstørrelseting, ja, du kan endda samle ting op og kaste dem efter andre ting, så begge ting smadres. Men selv om det immervæk er rart sådan at få afløb for alle de små hverdagsfrustrationer ved panisk at hamre sin højre tommelfinger mod knapperne og se ødelæggelserne vælte over skærmen, så smadrer dette overfladiske gameplay ethvert forsøg på at pakke de interaktive bøllebank ind i lidt historie og dermed mening. Ligesom i filmen skifter spillet mellem hidsige Hulk og hans mere bløde og besindige alter ego i forskeren Bruce Banner. Dog følger historien i spillet ikke filmens handling, men udspiller sig i stedet et år efter, hvor Banner narres af en nederdrægtig kollega, der i ondskabens navn tilraner sig Banners magt og Hulk-styrke. Kollegaen skal kanøfles for enhver pris, så Banner må redde menneskeheden i form af Hulk. Forskellen mellem sekvenserne med Bruce og Hulk er stor, for som Bruce skal man undgå kamp og snige sig rundt. Samtidig skal der løses enkle gåder, men generelt føles denne halvdel af spillet som et specialestudie i kedsommelig spildesign. Langt bedre går det, når Bruce omdannes til Hulk, for her skal kæmpes i et væk til ens tommelfingre bløder. Kampene er nemme at komme i gang med, og man føler sig berusende almægtig, når man med små tryk kan jonglere med biler, bokse raketter tilbage og skabe ravage i et væk. Problemet er imidlertid, at sådan forløber hovedparten af spillet, hvilket efter et par timer giver en slem følelse af ensformighed. Hvis spillet havde gjort et mere helhjertet forsøg på at skildre kampen og ensomheden bag Hulks brutale ydre, så ville man ikke lige så hurtigt blive træt af blot at være vred hele tiden og udelukkende smadre ting til ingen verdens nytte. 'Hulk' ender derfor som en lidt for kortvarig, hektisk og rodet spiloplevelse, men fungerer fint som en gang interaktiv katarsis, hvis man er fan af tegneserien og særligt filmen. Andre vil dog få meget større gavn af et decideret kampspil, hvis der skal rases ud foran tv-skærmen.