Actionspillet 'Black Hawk Down' drøner af sted med hæsblæsende action i højeste gear, men glemmer lidt sin spiller og taktikken i farten. Actionspillet 'Black Hawk Down' drøner af sted med hæsblæsende action i højeste gear, men glemmer lidt sin spiller og taktikken i farten. Opgaven lyder enkel: »Nå ok, jeg skal bare beskytte FN-konvojen på vej gennem et goldt og helt mennesketomt ørkenlandskab - det er jo en ren loppetjans« når man lige at tænke, før 50 sværtbevæbnede somaliere skyder op i sandet som muldvarpe og stormer til fra alle verdenshjørner. Pludselig kommer maskinkanonen på taget af ens mandskabsvogn på overarbejde, for i ren panik flår man ens forpinte computermus rundt på musemåtten og skyder vildt omkring sig i håb om bare at ramme en brøkdel af fjenderne. Men ak: musen lider forgæves, for en potent panserraket rammer plet, og så er det tilbage til starten af missionen uden indkassering af de 4000 kroner. Intensitet og overvældelse er de to første indtryk af det nye actionspil 'Black Hawk Down' (BHD), der er næste kapitel i 'Delta Force'-serien. Spillet er løst baseret på Ridley Scotts krigsfilm af samme navn fra 2001, der selv var løst baseret på forfatteren Mark Bowdens bog af samme navn - der igen var løst baseret på USA´s kampe i Somalia i 1993. Hovedpointen er, at man som leder af en gruppe amerikanske specialsoldater skal skyde rebelske somaliere og beskytte civilbefolkningen. Ingen røde tråde Actionen er altid ubarmhjertelig, svær og intens i 'Black Hawk Down'. Det er ikke ligefrem nogen turistbrochure for Somalia, for omkring hvert et gadehjørne lurer rebeller med umættelig blodtørst, AK-47 maskingeværer og raketstyr. Spillet er delt op mellem enkeltstående solomissioner og en obligatorisk multiplayerdel, hvor man via internettet kan lege ørkenkrig mod hinanden. Solomissionerne skifter trinløst mellem løben rundt i diverse ørkenlandskaber og blikbyer til bemanding af maskinkanonerne ombord på diverse computerstyrede helikoptere eller panservogne. Når en mission er fuldført, får man lidt overfladisk statistik over missionens forløb, og det var så det. Så klikker man på næste mission, mens man sukker efter en mere struktureret handling eller i det mindste nogle gennemgående personligheder, som man kan relatere sig til og bekymre sig om. Ligeglad Historie og personlig engagement er med andre ord ikke det, som har BHD satset sine talenter på. Det ligger i stedet sit fokus på overrumplende action, der ikke kan undgå at være sært medrivende i kraft af spillets eminente grafik, gode lydside og de tusinder af letskudte fjender. Underligt nok er der med et kommandosystem og udrustning som lys- og røggranater lagt op til mere taktisk finesse, men desværre løber den illusion hurtigt ud i sandet. Det er fuldkommen umuligt at planlægge taktiske angreb - hovedsageligt fordi ens mænd ikke lystrer ens ordrer - og dertil rammer de afsindigt dårligt, hvilket reducerer dem til statiske stråmænd, der alene skal skabe stemning. Samtidig har de somaliske rebeller ommuligt mere sand i hovedet end under fødderne, og det kompenseres der trist nok for ved bare at mangedoble deres antal. Multiplayerdelen er glimrende, men så traditionel, at man hungrer man efter nyudvikling som eksempelvis brug af køretøjer eller mulighed for at gå i felten sammen med en ven mod computerstyrede modstandere. Essensen er, at der reelt ikke skal tænkes særligt meget i BHD. Der er enkelte velskrevne missioner, hvor der skal reddes gidsler, og hvor taktisk brug af granater giver pote, men som regel skal alt og alle mejes ned. Selvom missionerne dermed nemt bliver overfladiske, så har jeg aldrig før oplevet så hektiske ildkampe som i BHD. Det er et uforglemmeligt besøg i et overdrevent hæsblæsende somalisk skydetelt uden sidestykke.