Skumsprøjtet og dets ramme saltsmag slår dig hårdt i ansigtet som et signal til en groggy bokser, der vækkes op til dåd. Du står i bagenden af den svært pansrede mandskabsbåd med direkte kurs mod dødens kyster: Omaha Beach, Frankrig, 6. juni 1944 - bedre kendt som D-dag. Omkring dig ser dine kammerater bange og forpinte ud, og adskillige er bukket under for presset og kaster op af nervøsitet. Alle ved, at kun ganske få af jer vil overleve længe nok til at mærke fast strandsand under fødderne; resten vil blive flænset af tyskernes kugler, så snart bådens store rampe brager op. Dette skræmmende vellykkede rædselsscenario skrev computerspilshistorie, da pc-spillet 'Medal of Honor: Allied Assault' udkom til pc i begyndelsen af året. Allerede nu er anden angrebsbølge klar i form af spil med undertitlen 'Frontline' til både Xbox og Gamecube og en udvidelsespakke til det originale pc-spil med navnet 'Spearhead'. Idiotiske opgaver De to nye spil til Xbox og GameCube med navnet 'Medal of Honor: Frontline' er på godt og mest ondt praktisk talt identiske i opbygning. Første mission er en sanselig flot genskabelse af D-dagsscenen fra pc-spillet, men her bliver den fuldstændigt forpurret af ufatteligt idiotiske opgaver. Hvor man i samme scene i pc-spillet realistisk nok skulle prøve på at komme helskindet over stranden, så insisterer 'Frontline' på at holde en i kugleregnen på stranden i længst mulig tid. Som ved en anden strandfest skal man både give dækning til sine medsoldater (ved at skyde ubehjælpelige sølle riffelskud i blinde mod tyskernes kolossale betonfæstninger), redde sagesløse ingeniørtropper og generelt opføre sig så heroisk latterligt som overhovedet muligt. Allerede her spoleres den ellers gode og hektiske krigsstemning, fordi man aldrig nogen sinde føler, at man er med i en rigtig krig - snarere at man er tvunget til at lege krig på andres præmisser. Hver mission har en række fastlagte opgaver, der partout skal løses, og på magisk vis ved man lige fra starten, hvad man skal. Ikke noget med at tænke selvstændigt her, for den rigoristisk fastlagte vej gennem missionerne gør det umuligt at afvige den mindste millimeter fra spillets krav. Det kvæler spilbarheden. Og så hjælper det ikke, at fjenderne i spillet selv på den hårdeste sværhedsgrad konsekvent søger dækning bag sprængfarlige benzintønder eller styrter ubekymret ud foran ens riffel. Ikke for sande sofasoldater Til forskel fra PlayStation 2-udgaven af spillet kan man i de to nye versioner kæmpe med og mod tre andre spillere på samme skærm, men dels er de otte medfølgende baner slet ikke designe-de til multiplayerkampe, dels er det kun muligt at spille en spilform (alle mod alle), hvilket er en utilgivelig dødssynd. Spil som 'TimeSplitters2' og 'Halo' efterlader derfor 'Frontline' som et hjælpeløst og anakronistisk misfoster af et actionspil, men da det kun er Xbox-ejere, der er velsignet med 'Halo', er GameCube-versionen af 'Frontline' et halvt hjerte bedre. På PlayStation 2 var spillets stringente opbygning mere acceptabel set i lyset af konsollens begrænsninger, men med den markant kraftigere maskinkraft i både Xbox og GameCube kunne man med rette forvente mere frihed og bedre grafik end blot en sløset venstrehåndsopdatering af PlayStation 2-versionen. Så alt i alt to fine konsolspil, hvis man har lyst til at slå hjernen fra og blive ført rundt ved hånden, men dræbende kedsommeligt for alle sande sofasoldater.