Find popcornene frem, hiv telefonen ud af stikket, sluk lyset og skru helt op for fjernsynet, for de første tyve minutter i selskab med det længe ventede actionspil 'Metal Gear Solid 2' (MGS2) tilbringes som passiv tilskuer til en spændingsfyldt actionfilm. Og netop tilskuer er man i ganske store dele af spillet, der udfolder sin storladne handling gennem en lang række unægteligt blændende mellemsekvenser, hvilket dog i sidste ende betyder, at man ofte sidder tilbage med fornemmelsen af, at spillet i højere grad stræber efter at være en spilbar film end et filmisk actionspil. Den oprindelige PlayStation-version af 'Metal Gear Solid' fra 1998 er betegnet som en af den gamle konsols allerbedste actionspil, og det er samtidig blevet målestok for en hel undergenre af actionspil, der kan betegnes som "stealth-action". En hybridgenre, der dækker over en ligeværdig blanding mellem hæsblæsende action og de mere taktiske, men mindst lige så nervepirrende sekvenser, hvor man skal snige sig rundt om fjenderne uden at blive opdaget. Dette koncept er blevet videreudviklet i MGS2, hvor taktik og listighed til hver en tid udkonkurrerer de mere dumsmarte Rambo-metoder. Kompliceret historie MGS2 har en længere og ganske kompliceret baggrundshistorie, og det egentlige spil begynder ved, at man i rollen som agenten Raiden sendes alene ind i en stor base, hvor en gruppe terrorister har taget præsidenten og en række højtstående embedsmænd til fange. Samtidig truer de med en storstilet miljøkemisk katastrofe, hvis ikke deres astronomisk høje pengekrav bliver indfriet. Mere af historien skal ikke røbes her, for over halvdelen af morskaben ved MGS2 er selv at hitte ud af den snørklede handling, der som en anden Pandoras æske er spækket med overraskelser, fortielser og hemmeligheder. Dog drukner den ellers gode historie ofte i sentimentalt sludder, når Raidens kæreste Rose midt under missionen begynder at ville diskutere deres forhold over radioen: en usandsynlig klodset måde at tilføre spillet et skud romantik, hvilket til tider reducerer handlingen i MGS2 til en nærmest kvalmende parodi på en sæbeopera. Du kan gøre alt Handlefriheden er overvældende, og den har altid været 'Metal Gear Solid'-spillenes store force. Manøvrer man normalt sidder og drømmer om i andre actionspil, er her hverdagskost. Du kan hænge fra afsatser, tage kvælertag på fjenden og bruge ham som levende skjold, gemme dig under papkasser, anvende utallige agentdimser og våben, ja listen kunne forsætte ud i det uendelige, hvilket samtidig betyder, at der altid er mere end en måde at gribe spillets vidt forskellige opgaver an på. Vil du dræbe alle vagter med varmt bly, nøjes med at bedøve dem eller slet og ret undgå dem helt? Valget er dit, og det er netop denne enorme frihed, der gør MGS2 til en oplevelse uden sidestykke. Det er bedst at gennemføre spillet helt uden at blive opdaget eller dræbe nogle fjender, men det kræver selvsagt også, at man mestrer styringen og bevarer et iskoldt overblik selv i de mest hektiske situationer. Det mest imponerende er, at styringen og brugerfladen aldrig virker forstyrrende, men man skal være forberedt på, at der virkelig er mange knapper at holde styr på. Grafik i Hollywood-klasse Grafikken i spillet er definitivt det bedste, der hidtil er blevet presset ud af PlayStation2-konsollen. Mængden af grafiske såvel som spillemæssige detaljer er ovenud forbløffende, og grafiske effekter som realistiske skygger, regndråber og vandbobler gør MGS2 til en forbavsende vellykket filmisk oplevelse. Hvor den filmiske stemning er realiseret nærmest pinlig perfektionistisk, kan en større bekymring være, hvor meget reel spilletid, der er udenom alle mellemsekvenserne. For selvom man generelt set føler, at der er nok spilletid, er både antallet og hyppigheden af mellemsekvenserne ekstraordinært højt, og mange af sekvenserne vil man langt hellere spille selv end blot være passiv tilskuer til. Er man garvet fan af serien, kan spillet gennemføres relativt hurtigt, men derefter kan man heldigvis lege videre i dagevis for at finde de dynger af alternative måder at spille på, de nye smutveje, de andre sværhedsgrader og de mange små sjove grafiske gimmicks, som spillet er proppet med. Sværhedsgraden er eksemplarisk god, og kan indstilles præcist efter ens behov og forudkendskab til de tidligere spil i serien, så nybegynderen også kan følge med. Ligeså gennemarbejdet er de indtalte amerikanske stemmer, men specielt musikken skal skamroses, da den lige så godt kunne have være anvendt i den næste store Hollywood-actionfilm. Og det er netop sådan, at det føles at spille MGS2: som hovedpersonen i en storslået interaktiv agentfilm, der holder en solidt naglet til sofaen, til trods for at historien til tider er ligeså forvirrende og pladderromantisk, som den er medrivende. En spilbar film på både godt og ondt, men ubestridt et af de både mest episke og stemningsfyldte spiloplevelser nogensinde.