Fremtiden er ofte et fascinerende sted, men det er sjældent, at man har lyst til at leve der selv. Specielt når man som i action/adventurespillet 'Headhunter' bliver præsenteret for hele møllen lige fra supermaterialisme og massiv privatisering af samfundet til mennesker påhæftet såvel prismærker som ubehagelige chipimplantater. Spillet tager sit udgangspunkt i, at det i denne fremtidsverden er blevet en milliardforretning at drive klapjagt på kriminelle, idet der sættes enorme dusører på deres organer. Disse skal efterfølgende bruges til organtransplantationer: i denne fremtid en naturligt accepteret forskønnelsesdille på linje med nutidens manicurebehandlinger og mudderbade. Traditionelle våben er dermed komplet bandlyste, da varmt bly ikke går godt til velfungerende organer, så derfor skyder våbnene i stedet med en art stråling, der lammer nerverne og ødelægger hjernen, mens offerets indre organer selvsagt forbliver ubeskadigede. Som medlem af disse dusørjægere eller 'headhunters', som de kaldes i spillet, vågner man op på et hospital som Clint Eastwood-klonen Jack Wade med akut hukommelsestab. Man ved dermed hverken hvem man er, og hvorfor man i grunden er havnet i en hospitalsseng, men snart er man dog hovedpersonen i et større og diabolsk komplot, der kan få enhver James Bond-film til at ligne Disneys Juleshow. Træn til agent Grundet hukommelsestabet skal man genoptrænes som 'headhunter', og derfor underkastes man en lang række duelighedsprøver, der indebærer, om man på forsvarlig og agentagtig vis kan betjene en motorcykel, nedskyde fjender og snige sig ubemærket rundt. Efter træningen kommer der for alvor gang i spillets velskrevne om end klichefyldte historie, der hverken mangler sit med hensyn til koldblodige skurke, avanceret teknologi, overraskelser eller sågar en storbarmet og hårdtslående blondine. Spillet er inddelt i en række yderst varierende og ofte nervepirrende spændende missioner, der gnidningsløst splejser action og adventure sammen til en helstøbt helhed, for man skal løse lige så mange gåder, som man skal nedskyde fjender. Gåderne er dog generelt ikke særligt svære, men de er til gengæld gennemtænkte og varierende. På obligatorisk vis skal man ofte kæmpe imod spillets hovedskurke, der selvsagt er mere hårdføre og anvender bedre våben end de gængse fjender, så her skal der andre taktikker og større snilde på bordet for at overleve, hvilket tilføjer spillet god variation. Ligeså gør køresekvenserne i spillets første halvdel, hvor man skal drøne rundt mellem de forskellige missioner på en spændstig motorcykel, men her er styringen uhyrlig fintfølende og kræver megen tilvænning. Motorcykel-sekvenserne er endvidere underlagt en skuffende tegneserieagtig realisme, når man med 260 km/t blot stopper brat op ved mødet med en husmur. Sin helt egen stil Det kan umiddelbart være svært ikke instinktivt at sammenligne 'Headhunter' med det snarligt kommende 'Metal Gear Solid 2', men eneste reelle fællestræk er i grunden deres prædikat som hårdtpumpede actionspil pakket ind i en fornem narrativ ramme. Spillenes indbyrdes stil og stemning er ganske forskellige, og 'Headhunter' formår faktisk at skabe et mere troværdigt og levende univers end sine nærmeste konkurrenter. Grafikken er veldrejet og detaljerig, om end kameravinklerne kan drille, og styringen er generelt glimrende, hvor eneste virkelige anke er, at den automatiske sigtefunktion i mere hektiske situationer er svær at kontrollere. Alle både lydeffekter og indtalte stemmer er topprofessionelt udført, men underlægningsmusikken skal dog specielt skamroses i denne sammenhæng, da den er så velkomponeret stemningsfyldt, at man ofte slet ikke ligger mærke til den. Hvor fans af film som 'Bladerunner' og 'Robocop' vil juble over den tykke filmiske stemning, vil tilbedere af spil som 'Metal Gear Solid' og 'Resident Evil' juble over gameplayet, så er man begge dele, er der ingen vej udenom dette topklasses actionspil.