Velkommen til Helvede. Ja, her er selvsagt ikke særligt behageligt, men spørgsmålet er for hvem, når du selv render rundt med et overdimensioneret sværd på ryggen, to skarpladte pistoler i hånden og et raketstyr under frakken. Bevæbnet med smarte bemærkninger, varmt bly og koldt stål skal du i det rendyrkede actionspil 'Devil May Cry' (DMC) i skikkelsen af halvdæmonen Dante foretage en grundig hovedrengøring i underverdenen - både for at hævne din dræbte familie og for samtidig at se enormt cool ud. Det er skaberen af den populære gyserspilserie 'Resident Evil', Shinji Mikami, der er hjernen bag DMC, men vægten er nu udelukkende lagt på hæsblæsende action, når man gennem 23 missioner skal bekæmpe ondskab, løse ofte pinligt nemme gåder og stadig forsøge at se cool ud. For ud over actiondelen fokuserer DMC meget på at pakke det hele filmisk ind, så jo sejere og mere overlegent man formår at henrette helvedes horder med sit sværd og sine skydevåben, desto flere point hiver man i land. Mellem hver bane investerer man disse point i at forbedre Dantes kampegenskaber eller overlevelsesevner, hvilket gør spillet en hel del mere levende og personligt. Samtidig kan Dante i et kortede tidsrum forvandle sig til en halvdjævel, der er større og slemmere end normalt - ganske handy når man skal forsvare sig imod alt fra enorme edderkopper til spøgelser med et ganske liberalt forhold til det at plage de levende. Spillets missioner er skuffende korte, hvilket gør, at man kan gennemføre dem på mellem fem og ti minutter, hvis man ikke bruger tid på at rende rundt og beundre spillets formidable grafiske stil. For DMC oser af stil med sine gotiske og noget Gaudi-inspirerede omgivelser, der ofte får en til at stoppe op og bare nyde grafikken, selvom et par spøgelser lystigt hakker løs på en. Lyset, skyggerne, de magiske effekter og filmiske kameravinkler er for det meste mesterligt skruet sammen, da sidstnævnte til tider kan være yderst frustrerende specielt under kampene imod spillets hovedmonstre. Det forhindrer dog ikke DMC i at være et ovenud drabeligt stemningsfyldt actionspil i et afsindigt højt tempo, hvor den lidt skuffende genbrug af monstre, de skæve kameravinkler, den begrænsede holdbarhed og de ofte fjollede gåder desværre koster spillet sin absolutte topkarakter. Det skal dog stadig opleves, fordi det har suveræn stil, er lettilgængeligt og oser af filmisk action til opover begge ører - og hvis du allerede har 'Tekken', 'Onimusha' eller 'Street Fighter' stående på hylden, vil du spille DMC til dine tommelfingre bløder.