Fuld fart på fortsættelserne

Lyt til artiklen

Tænk på et vilkårligt større succesrigt computerspil i nyere tid. Smæk derefter et 2-tal eller en smart undertitel bagpå, og så har du med stor sandsynlighed fremtidsudsigten for computerspilsmarkedet. For uanset om valget falder på for eksempel 'Sims' og 'Halo' eller 'Half-Life' og 'Gran Turismo', så er nye udgaver på vej. Årets kollektion af computerspil, der blev præsenteret på den internationale computerspilsmesse Electronic Entertainment Expo - blandt venner E3 - er spændende, men samtidig præget af mangel på risikovillighed. I år syntes hver eneste spiludvikler at klamre sig til deres respektive guldkalve, som de har forsynet med en ansigtsløftning, en smartere garderobe og en mere lækker frisure og dermed gjort klar til at blive malket til sidste dråbe - igen. Krydsild af pr Det benhårde faktum er, at et kendt navn efterhånden er en tvingende nødvendighed for en spiludvikler, der vil opnå det ypperligste på E3-messen: opmærksomhed fra pressen og pengemændene. Grunden er simpel hovedregning: Alverdens spiludviklere viser samlet set over 1.300 nye spil frem på en messe, der strækker sig over tre dage. Det betyder i praksis, at man som ene mand skal se og afprøve over 400 spil i døgnet, hvis man skal se det hele. Et svimlende højt tal, der får kampen om ens opmærksomhed til at føles, som var man udstationeret i en digitaliseret reklamekrigszone - fanget midt i en højteknologisk krydsild, hvor tusindvis af overivrige købmænd konstant beskyder én med kæmpehøjttalere, mærkværdige pr-happenings og storskærme så store som husmure. Kolossernes kamp Bag al larmen og liret var de allerstørste spilnyheder på dette års E3 fortsættelserne til velkendte spil som 'Sims', 'Half-Life', 'Black & White' og 'Halo'. Og forventningerne blev ikke mindre af, at de her umiddelbart blev overgået med flere længder, for trods manglen på chancerytteri må man blankt erkende, at hovedparten af de kommende fortsættelser ser ud til at kunne stå distancen. De afgørende ord her er 'ser ud til', for et computerspil, hvis budget for længst har rundet de 50 millioner kroner, har ikke råd til at give indtryk at, af det er gået helt galt i byen fra starten - særligt ikke på et massivt medieshow som E3. Ældet med stil E3 viste også, at markedets førende spillekonsol, PlayStation 2, er blevet pænere med alderen. Rent grafisk kan PlayStation 2 stadig konkurrere med de nyere konsoller, og det kunne særligt ses i den imponerende flotte grafik i spil som gyseractionspillet 'Ghost Master' samt i fortsættelsen til det sublime platformspil 'Jak & Daxter' kaldet 'Jak II'. Samtidig drønede den kommende fjerde version af racersimulationen 'Gran Turismo' videre i samme spor med endnu flere biler, baner og bedre begavede modstandere, mens det eksklusive PlayStation 2-spil 'Metal Gear Solid 3' til næste år vil trække sin filmiske agentaction ud i junglen. På pc-fronten var der i år stor fokus på onlinerollespil, hvor særligt spil som 'Matrix Online' og en onlineudgave af eventyrspillet 'Myst', nu kaldet 'URU', bød på forfriskende afbræk fra en genre domineret af eventyr, alfer og dragedræberi. Årets absolut tættest befolkede genre var dog afgjort 3D-skydespil, der kunne fås i praktisk talt alle former og farver, hvad enten man vil spille sig gennem Vietnamkrigen i 'Men of Valor', være avanceret dræberrobot i 'Stalker' eller blodsulten vampyr i 'Vampire: Bloodlines'. Filmiske ambitioner På Xbox-fronten dominerede sportsspil, særligt gennem onlinetjenesten Xbox Live, men også 'Halo 2' leverede et overdådigt show med actionfyldt science fiction, der desværre ikke var mulighed for at afprøve selv. På GameCube-siden var mantraet øget sammenkobling mellem GameBoy Advance og GameCube, hvor særligt en mobilversion af 'The Sims' vakte interesse. Derudover trak en GameCube-version af et nyt kapitel i 'Metal Gear Solid'-serien kaldet 'Twin Snakes' opmærksomhed sammen med en efterfølger til det forunderlige 'Pikmin' og genopstandelsen af klassikeren 'Mario Kart', hvor man som Mario og hele hans slæng skal race mod hinanden i små sæbekassebiler. Ingen spilmesse uden filmbaserede computerspil, hvor Star Wars-spillet 'Rogue Squadron III' til GameCube og 'Lord of the Rings: The Return of the King' baseret på tredje film i serien tog de største kegler. Som noget nyt kan man her svinge sværdene sammen med en kammerat i den hektiske kamp mod Tolkiens blodtørstige væsner, og er man mere til samuraisværd, er der sågar et spil baseret på Akira Kurosawas klassiske samuraifilm fra 1954, 'De syv samuraier', på trapperne. Drømmefabrikken I dette orgie af fortsættelser stod spil som danske IO Interactives kommende strategiske actionspil 'Freedom', det politisk interessante strategispil 'Republic' og det rendyrkede tegnefilmseventyr 'Grapped by Ghoulies' øverst på himlen over vordende stjerner. Der var trist nok ikke mange af dem, men en fortsættelse af et anerkendt computerspil er ikke nødvendigvis at foragte og kan være en god vej frem - ikke kun økonomisk, men også kunstnerisk. Dog kan selv de flotteste og mest opreklamerede spil nemt vise sig at være en kedelig omgang meningsløst trykknapperi på tid. Så midt i al den teknologiske krydsild og de massive sansebombardementer er det vigtigt at huske på, at en spilmesse som E3 er en drømmefabrik, der desværre sjældent leverer til virkeligheden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her