De har ikke mange chancer, de stakkels polakker, der forgæves forsøger at forsvare sig mod mine fremrykkende kampvogne, som tromler træer og buske ned, i takt med at Det Tredje Rige udvides mod øst. Kun en enkelt gang bliver mine pansrede monstre nødt til at sætte farten lidt ned, da en flok stædige soldater med en antitankkanon fyrer løs fra skoven. Et enkelt klik med musen på kanonen tilkalder dog en af mine styrtbombere, og sekunder efter dykker en Stuka ned mod kanonen, og det karakteristiske brøl fra flyvemaskinen afløses af en eksplosion, som sender soldaterne og deres kanon op i røg. »Vorwärts«, råber jeg fra min kontorstol og klikker mine kampvogne videre frem mod øst. Glæden er dog kort, og sveden begynder at springe frem på panden et par baner senere, da jeg er nået ind over grænsen til Rusland og de første T-34-kampvogne dukker frem på slagmarken. De gennemhuller mine før så frygtindgydende Panzer II-kampvogne, som var de lavet af pergamentpapir. Jeg har ikke en chance. Det er som at lade en 2CV deltage i en crashtest mod en Volvo. Men bliver det for frustrerende, kan man tage vendekåben på og skifte side. For man behøver ikke at være ond invaderende tysker, man kan også være forsvarende russer, eller de vestlige allierede på fremmarch efter landgangen i Normandiet. I gang med det samme 'Codename: Panzers' er et realtimestrategispil, hvor man flytter rundt på sine kampvogne, fodfolk og så videre hele tiden, mens uret tikker. Som sådan har vi set spillet hundredvis af gange før, men alligevel er der grund til at dvæle lidt ved det. Det er nemlig nemt at gå til. Man behøver ikke at læse manualen eller prøve træningsmissionerne. Hvis man bare har spillet 'Red Alert' eller 'Command & Conquer' et par gange, kan man lynhurtigt komme i gang med 'Codename: Panzers'. Og det er rart i en tid, hvor computerspil og specielt de strategiske af slagsen ofte kræver, at man læser en manual, der svarer til eksamenspensummet for en ingeniørstuderende på DTU. Til gengæld går den lette tilgang ud over dybden, da spillet ikke er så avanceret som for eksempel 'Blitzkrieg', som det ellers er nærliggende at sammenligne det med. For eksempel kan det være svært at se, hvad man skal bruge de mange forskellige enheder til, da kampvogne stort set kan løse alle opgaver. Derfor ender man med udelukkende at bruge tanks, for hvorfor bruge andet? Mange at spille med Ligeledes finder man også hurtigt ud af, hvordan computeren skal slås, da den kunstige intelligens ikke ligefrem har haft hovedet begravet i Sun Tzus bøger om krigskunst. Hvis man isolerer fjendens enheder og nedkæmper dem enkeltvis, kan man klare stort set alle baner. Så når man først har lært det, bliver spillet kedeligt at spille alene. Og så er det jo godt, at man har internettet og en masse andre war buffs derude, som er friske på en omgang multiplayer. Her fungerer spillet fantastisk godt. Det er nemt at sætte op, og der er masser at spille med og mod. Specielt muligheden for at spille flere sammen mod computeren løfter multiplayerdelen og gør, at spillet lige får en ekstra karakter oven i hatten. Ros skal spillet også have for grafikken, der ser detaljeret og indbydende ud på et middelsvært grafikkort. claus.cancel@pol.dk