To hastige hug med mine glinsende dobbeltsværd og med en hul knasende lyd gennemborer jeg minotaurens kranie i en kaskade af blod, mens den brøler om nåde og forsøger at slå mine næver væk. Sekundet efter er jeg omringet af tre slangekvinder - medusaer, hvis magiske blik kan forstene mig på sekunder. Men med en resolut mine hopper jeg op på den første og flår slangehovedet af, så hun spjætter rundt på gulvet som en fisk i dødskramper. Puha, nogle actionspil mener det bare seriøst. De spil, der har smidt alle hæmninger, løbet linjen ud til enden og ingen undskyldninger levnet for det morbide actionspækkede blodbad. Og 'God of War' mener det seriøst. Et spil, der sorterer rekrutterne fra de garvede rotter, så ungerne kan godt blive smidt i seng nu, for dette actioneventyr er blandt de mest grusomt blodige og samtidig foruroligende solidt underholdende til dato. Tvetydig helt Det fængende spilunivers er sat i den græske mytologi med sådan en sprudlende overbevisning, at man undrer sig over, hvorfor det ikke er blevet gjort sådan før. Her er fjenderne minotaurer, hydraer, gorgoner, sexede medusa-sirener og kykloper, ja, faktisk er alle de væsener, som optræder i den græske mytologi med på rollelisten. Selv er du den bodybuildede spartaner Kratos, som i spillets prolog starter med at begå selvmord, hvorefter selve spillet portrætterer hans sidste tre uger op til. Selv om man får forsvindende lidt at vide om Kratos i begyndelsen, åbenbarer sandhederne sig drypvis gennem spillet og bliver en af de mere solide eventyrhistorier nogensinde omsat til spilform. Kratos' mission er nemlig udstukket af guderne selv og soleklar: dræb krigsguden Ares, der er gået amok og er i fuld gang med at ødelægge Athen. Men eneste mulighed, en dødelig har for at dræbe en gud, er at finde Pandoras æske, hvilket bringer Kratos godt omkring i den græske mytologi. Designet af monstre og miljøer er fremragende, men bedst er stadig Kratos. Glem Lara Croft, Dante fra 'Devil May Cry' og Rygar - Kratos har en blændende kraft til at brænde igennem som et ikon - som en antihelt af guddommelige dimensioner. Hans mangesidige personlighed gør forskellen, for Kratos er plaget, ond, stærk og en modbydelig sindssyg stodder. Og derfor samtidig så ekstremt anderledes tilfredsstillende at styre i forhold til de sædvanlige endimensionalt renskurede spejderhelte. Kamp til alle Ingen action uden kamp, og kampsystemet i 'God of War' er på en gang enkelt og komplekst, fordi det kan omstilles til både trykknapnarkomanen, hvis kampe afgøres af gentagne knaptryk, og til den fødte strateg, der aldrig svinger sværdene uden omtanke og helst bruger magi for at klare fjenderne. I takt med at monstrene lægges under fode, optjener man en slags erfaringspoint, som kan bruges til at opgradere ens våben på alle ledder og kanter og dermed skræddersy sin kampstil. Et på en gang avanceret og samtidig så lettilgængeligt system, at det efter en times tid med spillet virker fuldkommen naturligt at kæmpe. Så godt er det. Senere får man magiske kræfter som Zeus' lynild eller Medusas forstenende blik. Alle elementer, man ikke behøver at bruge, men blot udvider repertoiret og muligheden for at kæmpe, præcis som man lyster. Gåderne er dog fornærmende forenklede og stiller for få eller ingen krav til hurtige hjernevindinger. De store kampe mod spillets hovedfjender bliver til gengæld både små gåder samt spektakulær action, der virkelig varierer spillet, og man kan kun sukke over, at der er lidt for få af de helt store kampe. Nærmeste broder i samme stil er klart 'Devil May Cry', men 'God of War' er lige den tak hårdere, den tak bedre, og den tak mere ekstrem. Gennemført til det sidste Årsagen er, at 'God of War' svælger i veldesign. Fra første knaptryk til sidste hjertebankende duel mod ærkeskurken Ares er du underholdt som i de bedste Hollywood-actionbaskere. Ja, det er svært, men variationen i historien og de forskellige kampmuligheder gør det aldrig umuligt. Ikke at 'God of War' sender chokbølger gennem genren, men ender derimod som en spilbar manual over eminent design med et tempo, der er perfekt pacet. Derfor proklamerer 'God of War' med et dybt gutturalt brøl, at det er rendyrket mandig action i så voldspornografisk stand, at det bliver lidt af et kunstværk i sig selv. Ingen fingre lagt imellem. Ingen kompromiser. Og ingen undskyldning for ikke at spille det, hvis maven og fingrene er klar til det. Skulle man klandre spillet for dets manglende multiplayer, minus i internetmuligheder eller, at spillets historie ruller lige ud ad landevejen uden chancer for ægte svinkeærinder? Måske. Men i sidste ende giver det ikke rigtig mening, når oplevelsen er så komplet. Selv om 'God of War' således ikke forsøger at eksperimentere, bruger det til gengæld al sin machoenergi på at være basal underholdning til alles reptilhjerner. Hvilket er et kløgtigt valg, da ikke alle spil skal revolutionere. Nogen må også befæste gældende normer og ud fra disse destillere den mest uforligneligt blodtørstige action hidtil set til PlayStation 2. Med 'God of War' er det hermed gjort.