Actiontur i en tankeverden

Banerne i  Psychonauts  er besøg i forskellige hjerner, hvor man ofte bliver jagtet af meget surrealistiske monstre. Som her, hvor vores helt Rasputin (tv.) løber spidsrod mellem habitklædte såkaldte censorer (th.).
Banerne i Psychonauts er besøg i forskellige hjerner, hvor man ofte bliver jagtet af meget surrealistiske monstre. Som her, hvor vores helt Rasputin (tv.) løber spidsrod mellem habitklædte såkaldte censorer (th.).
Lyt til artiklen

At tage på rejse i hjernen er en farefuld færd. Særligt når turen går til ens egne grå celler, hvis forsvarsværker begynder at angribe ved at sende glubske skyggemonstre eller habitklædte censorer ud for at fjerne alle ubudne gæster. Fantasien i det alternative actionspil 'Psychonauts' er allestedsnærværende - fra første scene, hvor vores unge hovedhelt Rasputin gatecrasher en sommerlejr for psykisk overlegne børn, til han udforsker sin egen samt sine mentorers psyke og finder alle ubehagelighederne frem. Rasputin er nemlig en dreng født med enorme psykiske kræfter, og derfor klør hans fingre som hjerneceller efter at blive en såkaldt 'psykonaut' - en tophemmelig agent, der udelukkende bekæmper fjenderne med sindets kraft. Men at nå dertil kræver træning, så i begyndelsen er Rasputin henvist til at lære faget på en sommerlejr for børn - herligt humoristisk karikeret med stærke karakterer som mobbeofrene og nørderne til de forelsket pjattede teenagetøser og selvseje rødder. Overlegne figurer Godt nok ligner 'Psychonauts' på overfladen et hvilket som helst andet actionspil på hylderne med hop gennem en række forhindringer, bask til en række fjender, lær en masse nye kræfter og kom tættere og tættere på hovedskurken. Men forskellen er, at 'Psychonauts' oser af personlighed, selvtillid og egenkarakter. Det skyldes dels spillets veldesignede figurgalleri, der er udtænkt med en møje og omhu, man normalt kun ser i mere historiedrevne adventurespil, dels en formidabel velskrevet dialog mellem Rasputin, lærerne og eleverne på sommerlejren. Drivkraften bag spillet er da også Tim Schafer, der tidligere har mestret klassikere som eventyrspillene 'Day of the Tentacle' og 'Grim Fandango', og den arv skinner igennem i 'Psychonauts': Her er samme grundighed i design af figurer, samme kærlighed og lyst til at eksperimentere, samme absurd sjove form for humor. Nok bliver man noget forvirret i de første par timer med Rasputin, selv om spillet gør alt for at hjælpe én på vej. Det skyldes især, at der er så mange ting at gøre, købe, samle op og huske på. Dertil er banerne, humoren og historien også herligt radikalt anderledes end andre actionspil, da selve spillets baner består af besøg i forskellige personers hjerner. Og det giver næsten selvsagt 13 meget forskellige 'baner' spækket med fantasifulde udfordringer, hvor alt kan ske, da kun hjernens absurde virkelighed sætter grænserne. Styrken i alternativet Ud over at være formidabel underholdning præsenterer variationen i banerne og deres monstre også, hvordan vores sind konstant kæmper med dybere dilemmaer. For eksempel at opfattelsen af 'god' og 'ond' er personlige mentale konstruktioner, og selv de mindste, mest uskadelige ting i hverdagen kan skrues op til at blive skræmmende kæmpemonstre i vores hjerner. Vi skaber selv vores dæmoner og former selv vores virkelighed, synes spillets grundlæggende morale at være. Så selv om starten kan virke overvældende - særligt på nye actionspillere - så gør dig selv den tjeneste at hænge i. Det er selvsagt mere trygt at trykke sig igennem actionspil, der holder sig inden for kendt terræn eller snylter på en film- eller tegneserielicens. Men 'Psychonauts' er til gengæld sin helt egen. Og det er en styrke, der gjalder højt i mørket over pøblen af svært skidte actionspil, der stiller sig tilfredse med at tygge videre på trivielle genretraditioner i metermål. Vi spillere og spilmediet fortjener bedre. Vi fortjener friske spil som 'Psychonauts'. thomas.vigild@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her