0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politikens Kunstkritikerskole: Anmeldelser af 'Revisoren', 'Requiem' og 'Vi har gjort det vi kunne'

Deltagerne på Politikens Kunstkritikerskole har fået til opgave har at anmelde teater, og vi bringer her seks udvalgte anmeldelser.

Biljana Stojkoska og Jesper Hyldegaard i 'Vi har gjort det vi kunne' - en af de tre forestillinger, deltagerne på Politikens Kunstkritikerskole har anmeldt.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fra samfundsrevsende satire til russisk revy-humor

På papiret lover Revisoren godt, men falde-på-hale-komikken bliver aldrig rigtig sjov, og tiden snegler sig afsted på Nørrebro Teater.

Af Astrid Louise Jensen

En sky af gråt støv hvirvler op, når borgmester Antónovitj (Ole Lemmeke) og godsejerinde Bóbtjinskaja (Benedikte Hansen) klør sig i håret. Forestillingens hovedperson, plattenslageren Khlestakov (Thure Lindhardt), ser ussel, bleg og afdanket ud.

Der er ingen kulisser, men scenen er forvandlet til en kasse af grå glasfliser dækket i pletter, der mest af alt ligner skimmelsvamp. Skimmelsvamp der bliver en metafor for det mugne samfund, vi befinder os i.

Revisoren er en satirisk fortælling om et samfund gennemsyret af korruption, svindel og bedrag. Historien er skrevet af den russiske forfatter Nikolaj Gogol og havde urpremiere i Rusland i 1836 – en tid hvor zaren håndhævede streng censur.

Nyheden om en statsrevisorens besøg fra Sankt Petersborg skaber panik i en afsides provinsby, og det bedre, men bundkorrupte, borgerskab sætter et større maskineri i gang for at dække over røde tal og korruption.

De tager en fremmed på det lokale gæstgiveri for at være statsrevisoren og opvarter og bestikker ham. Den intetanende Khlestakov forstår ikke deres venlighed, men udnytter den alligevel.

Hvis man er blandt de få, der ikke skraldgriner, hver gang en af karaktererne gør sig selv til offer for fysisk falde-på-hale-komik, bliver man desværre sat uden for salens fællesskab. Revystemningen hænger tungt i luften med den gammeldags humor og figurkomik. Og en kombination af vittighedernes forudsigelighed og unødvendigt lange dialoger sætter tiden i stå.

Det er ærgerligt, for Revisoren lover kun godt. Rollelisten er besat af dygtige skuespillere. Scenografien er i top: De enkle og lusede glasfliser, der åbnes og lukkes som låger, giver skuespillerne mulighed for at gøre loftet, gulvet og væggene til en del af scenen og åbner dermed rummet. Og selvom korruption er et fjernt problem i vort lille kongerige, så er der problemer nok at tage hånd om med stigende politikerlede, skattely og bilagsskandaler.

Gogols historie kan stadig pege på og påtale strukturelle problemer - det kunne den bare ikke i opsætningen på Nørrebro Teater.


En komedie om svindel, uden snavs

Hvad betyder Revisoren for os i dag i Danmark, i dette mindst korrupte af alle lande?! Måske ikke så meget, bortset fra en lidt lunken komedie.

Af Csongor Szabo

Da Gogol læste det første kapitel op af sin roman ’Døde sjæle’ for Pushkin, skreg digteren halvvejs mellem latter og fortvivlelse: »Gud, hvor trist er vores Rusland!«.

Et par år tidligere gav Pushkin Gogol inspirationen til en lignende dobbeltsidet komedie, Revisoren. En komedie af den mest sprudlende art, men bare skrab i dens overflade, og man vil finde en brønd fuld af bitre tårer.

Komedien foregår i en mudderdækket og glemt provinsby et eller andet sted i Rusland. En lavt rangerende kontorassistent, Khlestako, fra det fjerntliggende St. Petersborg forveksles med en meget frygtet guvernørinspektør. Byens ledere og embedsmænd, med den magtfulde og korrupte borgmester ved roret, går amok for at vinde den ikke alt for kloge, men bestemt meget opportunistiske unge fyr over, og for at redde alle deres hårdt tjente privilegier og positioner.

Ingen gaver eller bestikkelser er for store eller for meget for dem, og Khlestakov bliver hurtigt lun på de uventede fordele. I slutningen kulminerer det hele i et tableau, når de latterliggjorte byspidser indser deres fiasko.

I stedet for realisme holder Madeline Røn Juuls iscenesættelse spillet i et stiliseret univers. Skuespillernes dukke-lignende makeup, det pudrede hår, og marionet-agtige bevægelser er ikke fremmede for stykkets oprindelig forlæg, men uden at finde nøglen til dens dybere lag, bliver de aldrig andet end tomme gimmicks.

Selvom Gogol laver vittigheder om grådighed og menneskelige fejl, viser han også livets fortvivlelse uden penge og uden særlige privilegier, og det er her dramaet ligger. Disse elementer mangler helt i denne opsætning, og det svækker desværre komediens bid.

Sven Dahlbergs scenografi er en ubestemmelig kube med en farve, der mindede mig om skimmelsvamp. Det kunne være en repræsentation af et ødelagt miljø, men her ser det bare tilfældigt ud. Bedre er de mange skjulte døre og åbninger i alle retninger, som skuespillerne gør god brug af til at dukke op og forsvinde hurtigt igen, i deres små korrupte aktiviteter.

Thure Lindhardt som Khlestakov har en fremragende følelse for rytme og alle de nødvendige farver og toner i sin fortolkning, fra naivt simpel til snedig og opportunistisk. Med stor udholdenhed bærer han en stor del af aftenen.

Ole Lemmeke har den rigtige statur for rollen som borgmester; Christiane Gjellerup Koch er charmerende provinsiel som hans kone; den unge skuespillerelev Nicolai Jørgensen som skoleinspektør Khlopov udfører lidt for mange gakkede gangarter og spastiske bevægelser, men han har en lovende tilstedeværelse.

Ifølge aftens program har skabernes hovedformål været at få publikum til at grine. Takket være Gogol og skuespillerne lykkes dette delvist. Men jeg ville ønske, at iscenesættelsen var gravet lidt dybere ned i materien.

Publikum ville ikke have fået mindre komedie, men ville have set et mere komplekst og dermed mere givende stykke teater.


De har gjort det de kunne, men det var ikke godt nok

Teater Grob forsøger at kaste dramatisk lys over flygtningekrisen med vandskade-komedie. Desværre driver det kun ned af væggene med pinagtigt skuespil.

Af Maja Holtze

Selvom Grob skal have stående applaus for at dyrke den nye, danske dramatik, i stedet for at tilskrive sig genopsætnings- og adaptionsmøllen som alle andre teatre i København, er det desværre ufattelig sjældent de rammer plet.

Det gælder også den seneste satsning, Vi har gjort det vi kunne, af manuskriptforfatter Aleksa Okanovic. Selv kalder de det »nærværende samtidsdramatik«, og selvom samtiden er ganske udmærket repræsenteret i forestillingen, mangler nærværet.

I forestillingen får vi indblik i livet i en boligblok, hvor der bor en broget blanding af stereotyper. Den enlige mor, ham der står op med morgenbollehår sent på eftermiddagen, hypokonderen, nymfomanen og hvem man ellers har kunne presse ind i historien.

Rammerne er etværelses lejligheder, hvor en imiteret lædersofa, en boksmadras og et toilet skifter plads fra scene til scene, afhængigt af om det er 5. sal lejlighed 7 eller 3. sal lejlighed 8, vi besøger. De lider alle under en massiv vandskade, og det drypper ned fra loftet i potter og pander. Værst står det dog til i kælderen, som huser 13 uledsagede flygtningebørn. Oversvømmelserne leder til afsløringen af miseren, og viceværten afhentes af politiet.

Selvom den simple scenografi og de insisterende dryplyde effektivt tegner et billede af en melankolsk, træg og ulidelig tilværelse for beboere såvel som flygtningebørn, får forestillingen aldrig den rette gennemslagskraft.

Det er ganske vist effektfuldt at flygtningebørnene aldrig ses af beskueren, men er tilstedeværende ved vandet, der usynligt, men mærkbart, siver ind af alle sprækker.

Men skuespillernes timing, samspil og fortolkning af karaktererne, forekommer kluntet og overkarikeret. Særligt Biljana Stojkoskas karikerede spillestil, får stykkets unge, kvindelige karakterer til at forekomme mildt retarderede.

I stedet for at fatte sympati og forståelse for de mangeartede, komplekse menneskeskæbner, afføder de et flygtigt og ligegyldigt grin. Det er ikke nærværende samtidsdramatik. Det er bare plat.


Kuldsejlet flygtningekomedie

Dryp, dryp. Middelhavsmetaforen i Teater Grobs Vi har gjort det vi kunne er det eneste i forestillingen, der holder vand. Skuespillerne får ikke ilt i Aleksa Okanovics fortættede manuskript, og publikums eneste redningsplanke er den symbolrige scenografi og lydside.

Af Nina Branner

Annonce

Har skuespillerinden Biljana Stojkoska glemt at skifte bukser? Mellem to scener har hun forvandlet sig fra ung, dansk proletarmor til overstadig performancekunstner. Om skønhedsfejlen er bevidst eller ej, kommer ud på et. Sagen er, at de to karakterer bærer de samme, grå, højtaljede bomuldsbukser med bånd i livet. Og at det forvirrer.

Under hele den gyngende sejlads gennem ’Vi har gjort det vi kunne’ vakler de fire skuespillere som en flok dinglende sømænd konstant ind og ud af forskellige roller - lejlighedsbeboere fra den danske ”underklasse”.

Stykkets eneste tilnærmelsesvis helstøbte karakter er den barmhjertige vicevært, som huser flygtningebørn i boligkompleksets vandskaderamte kælder.

Ellers adskiller det stereotype persongalleri sig lige så lidt fra hinanden som Hassan, Muhammed og Ali gør for den gennemsnitlige danskers blik. Det er vist ikke en pointe.

Det er ellers en god idé med en så tyktflydende, satirisk metafor som en vandskade: Flygtninge drukner i middelhavet, men selv, når vores eget hjem bliver oversvømmet, nægter vi at lade realiteterne sive ind.

Men det forløsende smil udebliver i Okanovics fortænkte tekst, der på samme tid vil fortælle om de uhåndgribelige karakterers hverdagsdramaer og deres (vores) utilstrækkelige vilje til at lukke flygtninge ind. Det manglende fokus kan ikke skjules af, at især føromtalte bomuldsbuksebærer overspiller, så det driver.

Til slut kommer hun som voksen flygtningepige på genbesøg i boligkomplekset, nu med dansk opholdtilladelse og juristuddannelse. »Gensynet er som at varme sine hænder ved kaminen på en frostkold dag«, siger hun og stirrer med blanke øjne og højt hævede bryn ud over publikum.

Hvis holdet bag ’Vi har gjort det vi kunne’ virkelig har gjort hvad, de kunne, er det såkaldte danske flygtningeteater mere ude at svømme end som så.


Dryp af dårlig samvittighed

Europa er en beige boligblok, og flygtningene i kælderen gør den utæt. Sådan er scenen sat i ’Vi har gjort det vi kunne’, som undersøger vores moral. Det bliver desværre moraliserende.

Af Kristoffer Glavind

Teater Grob emmer af beton og beige småborgerlighed fra Karin Gilles sparsomme scenografi til ’Vi har gjort det vi kunne’. En sofa, et skab, en boksmadras, et wc, en stol og en standerlampe. Alt i nuancer af hvidt og beige.

På hver side af scenen gør store lyspaneler det ud for boligblokkens panoramavinduer. Den slags vinduer, der giver udsigt uden udsyn.

Vi følger beboerne i betonblokken gennem en række scener. Alle med samtaler mellem skæve skæbner. Alle har hentydninger til de flygtningebørn, der bor i kælderen. Alle har det monotone dryp fra loftet, som illustrerer, at beboerne aldrig kan undslippe deres dårlige samvittighed.

I blokken bor et pensioneret ægtepar, der har masser tid til hinanden, men ikke noget at sige. Da manden slukker tv’et med nyheder om flygtningestrømmen, larmer de dumpe dryp af dårlig samvittighed i stilheden. Spændingen udløser et skænderi om, hvordan samfundet behandler flygtninge.

I en anden lejlighed har en klunser på tvivlsom vis fået fingre i tøj fra nogle flygtninge. Det sælger hun til en ekstatisk kunstnerkliché, der kapitaliserer på flygtningene under påskud af at være humanist.

Gennem sådanne scener vil Aleksa Okanovics manuskript vise det pres, som flygtningestrømmen medfører. Både det ydre pres, som skaber utætheder i samfundsmoralen, og det indre pres, som splitter vores relationer.

Da politiet henter flygtningebørnene i kælderen, forsvinder de evige dryp straks. Den dårlige samvittighed er væk og beboerne kan forsikre hinanden om, at de ”har gjort det de kunne”. De havde ryddet deres kælderrum. Der var jo ikke plads oppe i lejlighederne.

Den sparsomme scenografi stiller høje krav til Lene Skytts, som har iscenesat de kun fire skuespillere. Desværre bliver det let forvirrende, når man flyver rundt mellem ens lejligheder og karakterer med identisk udseende.

’Vi har gjort det vi kunne’ tager et sjovt greb på ansvarsfralæggelsen og halvhjertet godhed. Desværre holder forestillingen ikke vand. Opsætningen er rodet, og den absurde humor falder ofte igennem, mens stykket peger fingre i stedet for at pege på løsninger.


Vi, de afstumpede

Forestillingen Requiem har ingen tiltro til sit publikums indlevelsesevne og skrotter fuldstændigt nuancerne i de menneskelige følelser.

Af Jonas Hellesøe Christensen

Teenagepigen i det lyserøde tøj er så rasende på sine åndssvage forældre, at hun må helt ud til scenekanten og skrige alt, hvad hun kan. Kontoristen i det lilla tøj skriger lige så højt ud til publikum i vrede over sin nedladende kollega. Det samme gør assistenten i det blå tøj og alkoholikeren i det grønne tøj.

Forestillingen ’Requiem’ er en kollage af korte fortællinger fra livets små kampzoner – arbejdspladsen, hjemmet, hospitalet, selv feriehotellet – fortalt af forskellige karakterer i indre monolog. Alt, hvad de tænker om sig selv og hinanden, kan kun de selv og publikum høre. Og de kan virkelig høres. Men det er simpelthen for nemt at stille sig op og skrige, når der skal vises et udbrud af frustration på scenen.

Problemet er det samme for karaktererne med indadvendte følelser. Med sin sløve stemme og blikket rettet ned i jorden overvejer en deprimeret kvinde (Marie Bach Hansen), hvordan hun skal tage sit eget liv. Hun kunne jo hænge sig, tænker hun bedrøvet, eller springe ud foran et tog. Trykke sin hals ned mod knust glas måske.

Men der er ingen konflikt i hende. Hendes fortælling er uvedkommende, fordi forestillingens idé om depression er så ensidig, at den lige så godt kunne være slået op i en synonymordbog: nedtrykt, melankolsk, tungsindig. Tjek, tjek, tjek.

De få gode fortællinger i ’Requiem’ er de subtile. Det fungerer meget bedre, når den surmulende turist (Elliot Crosset Hove, der i øvrigt stadig har lilla tøj på) ikke kan nyde sin ferie, fordi han ikke kan få den ufordelagtige vekselkurs ud af hovedet. Ingen store endimensionelle følelser, bare en lille ærgrelse, der ligesom bliver siddende og klør i huden.

Formgrebene med kollagen og den indre monolog er ideelle til at undersøge den slags små skæve følelser og lade tilskueren genkende dem.

I stedet har man valgt hovedsageligt at zappe rundt mellem overdrivelserne, som om salen var fuld af et afstumpet publikum, der ikke i forvejen vidste noget om, hvad det vil sige at føle.


Annonce

Læs mere