Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frit Flet lukker sine anslag til fri leg ned som en kedelig moster, mener deltager på Politikens Kunstkritikerskole Bodil Skovgaard Nielsen. Pr-foto.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse fra Politikens Kunstkritikerskole: En kedelig omgang fri leg

Frit Flet på Teater Sort/Hvid vil være sjov og gyselig på samme tid, men bryder aldrig fri af dramaturgiens spændetrøje.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En havfrue, en femme fatale, en matador og en bedstemor krænger sig op og ned af et hestelig. De slæber sig rundt om et sydende hul midt i gulvet. Desværre hopper de aldrig ned i det og ser, hvad der sker.

Først griner jeg indforstået med på den falske vuggesang om at være indespærret af sit spædbarn. Jeg ler ad det forkælede i at lade tomater plukket af dårligt betalte mexicanere rulle ødselt ud over scenen som et godt tilbud, man går shop-amok i. Skuespillerinderne vrikker rundt i for stramt tøj og for store sko, og jeg venter på, at det syrer ud og bliver skørt eller tragisk. Men Frit Flet lukker sine anslag til fri leg ned som en kedelig moster, der minder én om, at det at være kvinde mest af alt er en sur tjans.

Mette Moestrup, Line Knutzon og Naja Marie Aidts kollektivbog Frit Flet fra 2014 var en korbedrift, der hverken kunne eller skulle synge rent. Bogen næres af et sammenflet af alt fra komik til elegi. Men polyfonien taber pusten på teaterscenen.

Mørket falder bogstaveligt talt på i sidste halvdel af forestillingen, hvor tyrefægterkvinden oplæser en liste med 152 mord på kvinder ved kvælning eller knivstik. Global ulighed, slutshaming, præstationspres og så videre opremses i scener, der genkendes som politisk korrekte slagord, men gyset er forceret. Som når alle i fortvivlet crescendo skriger »krop«. Det er for tænkt til at forskrække.

Når der synges kæledæggesang uden indhold, eller når farmor igen skal danse sexet for sin eksistensberettigelse, nærmer ’Frit Flet’ sig noget, der kunne være urkomisk. De prikker til et nyfødt kludedukkefoster, som var det en blodig mørbrad, men det bliver straks til et tilfældigt lærebogseksempel på noget med kvinder og fødsler. Stykket dvæler ikke ved fosterklumpen, der måske kunne røre mig, men haster videre.

Overgreb, sexisme og ulighed går anekdotisk igen, uden at jeg fornemmer en kvindehud, der lever, ånder og skal holde til al den vold. Forestillingens kvindesagspointer er velmenende, men også firkantede og gentagne til hudløshed. Det havde været befriende, hvis de fire arketyper havde taget det revolutionære program for mere end et retorisk greb. Og var sprunget ned i hullet.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden