0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pipilotti Rist. 'Selbstlos im Lavabad' ['Selfless In The Bath Of Lava'], 1994. En-kanals audio-videoinstallation. LCD-monitor monteret i gulv (video still). © Pipilotti Rist. Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine.
Foto: Pipilotti Rist. 'Selbstlos im Lavabad' ['Selfless In The Bath Of Lava'], 1994. En-kanals audio-videoinstallation. LCD-monitor monteret i gulv (video still). © Pipilotti Rist. Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine.
Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse fra Politikens Kunstkritikerskole: Jeg er stadig barn af Pipilotti

Videokunstneren Pipilotti Rist viser os vores higen efter noget autentisk, selvom det ikke kommer i den indpakning vi havde ønsket os.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg ligger i en king-size seng på Louisiana. Det grønne sengebetræk kradser på mine nøgne arme, og rummet omkring sengen er mørkegråt.

Der kører en videoprojektion i loftet, som viser en grumset vandunderflade og nøgne kroppe, der delvist glider ind foran kameraets linse. Kameraet filmer lige på skellet mellem luft og vand, og det er som om at hvis bare jeg rakte min hånd lidt frem, ville den bryde igennem overfladen og ramme atmosfæren.

Jeg befinder mig i Pipilotti Rists udstilling ’Åbn min lysning’ på Louisiana. Rist er video- og installationskunstner, og den omfattende udstilling starter med et tilbageblik på hendes første værker med start i 1980’erne og løber derefter frem til i dag.

’Åbn min lysning’ viser en mangfoldighed af rum med forskellige iscenesatte virkeligheder, som i store træk kan deles op i to kategorier: todimensionelle videokunstværker og interaktiv installationskunst.

Den første kategori indeholder blandt andet værket ’Ever is Over All’ fra 1997, hvor kunstneren smadrer bilruder med en multifarvet blomst, mens kameraet glider ned over hendes perfekte unge krop og ender med at krydsklippe til en kornmark.

Et værk som Beyonces musikvideo ’Hold Up’ fra 2016 mere end bare mimer, når sangeren yndefuldt og aggressivt ødelægger samtlige bilers vinduer i sorgen over sin mands utroskab. Rists 1990’er værker, virker til at markere starten på et feedback-loop, som den moderne popkultur med nydelse og lyst bruger som sit eget.

Fødsel i splitscreen

Den anden kategori: den interaktive installationskunst, er der jeg finder mig selv, for jeg har endnu ikke forladt sengen med betrækket, der kradser.

Sengen er en blandt mange senge, som alle er en del af værket ’4th floor to Mildness’ fra 2016. Soundtracket til installationen er lavet af Soap&Skin (aka. Anja Plaschg), hvis tekster skaber velkendte og foruroligende billeder, om at blive voksen og forstå, at barnets omnipotente frygt stadig sidder i én:

»When I was a child fears pushed me hard in my head, in my neck, in my chest, in my waist, in my butt. I never loved I still beg: Please help me. I was a child. I am a child«.

Det er ambivalent, for jeg føler mig både hjemme og samtidig udstillet i Rists univers. Jeg tænker på en video jeg så lige inden jeg lagde mig i sengen. Den viste en fødsel i en splitscreen, hvor en bjergkæde bliver en kunstig baggrunden for barnets fødsel.

Filmisk fødes barnet nærmest på en bjergryg, mens moren sprækker. Efterfølgende syes hun sammen igen. Her måtte et ungt par jeg sad sammen med gå, fordi kvinden fik kvalme.

Det er absurd fordi Rist så tydeligt viser os sine pop-referencer og eventyr-koder, som fremprovokerer opkastningsfornemmelser, og jeg tager det til mig, som var det mit eget. For Rist er min generations kunstnermor, som skubber os ud over kanten, når vi har sat os for mageligt på den.

Hun leger på alvorlig vis med vores selvbevidsthed, hvor legen inkorporerer pop-kulturelle referencer, som får et ekstra millennial-lag, når Beyonce træder ud af et af videoværkerne på ny. Rist viser os vores higen efter noget autentisk, selvom det ikke kommer i den indpakning vi havde ønsket os, for den ville have været for behagelig.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

Forsiden