»Det er løgn!?!« Panikken i mine øjne var ikke for sjov. Kokken på min stamcafé Gaarden & Gaden på Nørrebro havde lige stillet et fad østers foran mig med ordene: »Det er de sidste Gillardeau-østers, du får. Vi kan ikke længere importere dem. Det er slut«. Samme melding havde jeg fået på en anden restaurant tidligere på ugen, men jeg havde taget det som en joke. Nu forstod jeg alvoren: Fiskeforhandleren Fiskerikajen, der ud over at være firstmovers inden for bæredygtigt fiskeri er eneimportør af de særlig gode og særlig dyre Gillardeau-østers i Danmark, har efter at have tilkendegivet uheldige oplevelser med et batch Gillardeau-østers øjeblikkelig fået et »NO« fra franskmændene om videre samarbejde. Det samme er sket for importører fra England, Finland, Sverige og Norge. Om franskmænd ikke tåler kritik, skal jeg ikke gøre mig klog på i disse spalter. Men at samarbejdet er ophørt, er en realitet. Det er trist. Ingen andre østers kan efter min mening hamle op med Gillardeau, der rummer den perfekte kombination af fedme, saltbalance og nøddeagtig blødhed.
En østers fra Kajs far
»Hvad er det med dig og østers«, spurgte min ven, der havde iagttaget gillardeauoptrinnet.




























