Jeg fik min første espressomaskine, kort tid efter at jeg flyttede hjemmefra. Året var 1997, jeg var lige blevet student og ernærede mig som tjener på en fransk café på Sydfyn. Cafeen var sådan et lidt Sam’s Bar-agtigt sted, hvor alle kendte alle, og hvor stamkunderne ikke kun kom for at drikke deres café au lait. Næ, Pia, Pierre, hr. Havgaard,’Guldkaffemanden’ og alle de andre kom lige så meget for at få sig en sludder med ejeren, Patrice, der kom fra Nantes nær Frankrigs vestkyst og bragte et pust af den store verden til vores sydfynske provinsby.
Her lærte jeg at lave cappuccino med knæhøjt mælkeskum og obligatorisk kakaodrys. Jeg var en haj til de cappuccinoer – trak uendelige mængder af damp fra espressomaskinens steamer ind i sødmælken og stoppede først, når mælken havde barberskumskonsistens. Så hældte jeg mælken i koppen med kulsort Illy-espresso, som Patrice rakte mig – det var oftest ham, der bryggede den – ved med en ske at holde alt barberskummet tilbage, så det blot var den varme mælk der blev hældt i kaffen. Og når koppen var lidt over halvt fuld, brugte jeg skeen til at toppe marengstinder af mælkeskum ovenpå.
