Jeg er som regel i Japan nogle gange om året i forbindelse med mit arbejde som oversætter af blandt andre den litterære verdensstjerne Haruki Murakamis bøger, så jeg har tusindvis af gode og vidt forskellige madoplevelser. En simpel skål med nudler, så perfekt, at man ikke forstår det. Jimamidofu, tofu lavet af peanuts på Okinawa. Morgenmad på det gamle fisketorv med pincettun – kødet på den fede tun, som sidder tilbage ved benene, efter at den er parteret. Jeg har også drukket og spist vanvittige ting. Fiskeindvolde serveret i et lille glas med galdeblære og det hele. Ned med det. Man gør det, men man siger nej tak til glas nummer 2. Jeg har også fået ildflueblæksprutter, hotaru ika. Det er en stor delikatesse at spise sprutterne rå, når de er meget små i begyndelsen af sæsonen i april. Man spiser 4-5 af dem på en gunkan-maki, og det smager himmelsk. I maj er det slut.
Alligevel er mit bedste måltid, mit første sushimåltid i Japan. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad det var. Det var under mit andet ophold i landet. Jeg havde i nogle uger boet privat hos en familie på et home stay. Det var ved at være slut, men jeg ville ikke hjem, for jeg var bange for, jeg aldrig ville komme tilbage. Jeg studerede japansk og antropologi og kunne godt tænke mig at lave feltstudier blandt de kvinder, der arbejder som hostesses på natklubber, hvor mænd betaler for at blive underholdt. Men i Japan tropper man ikke bare op og spørger, og jeg havde ingen kontakter. Det havde den danske temester Søren Bisgaard, som havde boet i Japan i en del år. Han hjalp mig med at komme til samtale et eksklusivt sted.
