For nylig sad jeg en sensommer septemberdag på Brøndums Hotel i Skagen og spiste en excellent menu. For nogle år siden ville i det mindste en af retterne have været med ramsløg, der dengang netop var trukket frem af det nye nordiske køkken.
Forleden på Brøndums var det havtorn, der indgik i retterne. Havtorn er ganske enkelt den seneste ’nyopdagelse’ fra det gamle danske køkken. Og havtorn er blandt andet tilgængeligt i Skagen. Her har man adgang til intet mindre end to verdenshave med tilsvarende kyster.




























