Strøgmæcen og kunstner revser Strøget

Strøget er et af hovedstadens mest befærdede gadeforløb. Og efterhånden et af de mest tarvelige. Den charme, der tidligere udgik fra denne centrale tilgang til byen, er blevet forvandlet til mistrøstighed. Til en præsenterbakke for »ragelse og bras«. De kan finde undtagelser og vederkvægelse undervejs, men for Jørgen Nørgaard og Bjørn Nørgaard er en vandring fra Kgs. Nytorv til Rådhuspladsen først og fremmest en oplevelse, der angriber deres forventninger til et fælles byrum. »Det er blevet værre og værre med årene. Niveauet er sænket kolossalt, og her er frygteligt uskønt«, lyder det om den strækning, de i efteråret gik sammen med Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam, der dengang som henholdsvis ny overborgmester og ny teknik- og miljøborgmester tog mod en invitation til en kritisk fodtur. Og det gjorde de, fordi invitationen kom fra netop det hold. 76-årige Jørgen Nørgaard har drevet tøjforretning på Strøget siden 1958. Han har med sin interesse for kunst og kultur gennem årene aktivt arbejdet på at bringe liv og kvalitet til hovedstaden. Han var eksempelvis initiativtager og mæcen bag den meget berømmede belægning af Amagertorv, der lå klar i 1993 med et af landets højt anerkendte navne, nemlig Bjørn Nørgaard, som kunstneren bag. 59-årige Bjørn Nørgaard er fhv. professor på Kunstakademiet, tidligere formand for Det særlige Bygningssyn, der er statens rådgiver i bygningssager, og medlem af Akademirådet. Vi fulgtes med de to gange Nørgaard forleden for at få deres kommentar til mylderet af sammenklappelige reklameskilte og tøjstativer, der har svært ved at komme til for sammenklappelige reklameskilte og tøjstativer. De overplastrer mange steder gågadearealerne, og de gør det gerne i strid med de kommunale regler for området. Fuldstændig agurk Et sammendrag af ledsagemusikken kunne lyde sådan her: »Hold da kæft, her går det helt galt. Nu er de gået fuldstændig agurk. Hvorfor pokker skal det skidt være ude på gaden? Det er grimt og besynderligt, fordi tøjstativerne skygger for forretningernes egne vinduesudstillinger. Det er et skaberak af den anden verden at belemre os med sådan noget«. »Det er ubegribeligt, at man gør det. Det hele har en laset karakter. Se her, skilte holdt sammen med tape. Der ligger ikke nogen omhu bag. Guderne må vide, hvorfor det bras skal stå der«. »Det fremgår af vinduer og facadeskilte, at her sælges der tøj, her sko, der øl og sodavand. Ingen kan være i tvivl, men budskabet skal åbenbart gentages på skilte og med stativer uden for butikken. De er fuldstændig ligegyldige og overflødige og i værste fald forfærdelige og deprimerende. Dér har vi tilsyneladende indgangen til en forlystelse på Bakken, og det ville være fint, hvis vi altså var på Bakken. Vi behøver den ikke på Strøget, vi vil gerne kunne se forskel«. Forbud blev afværget
Københavns Kommune har forsøgt sig med forbud, men det skabte så meget røre og larm blandt de forretningsdrivende, at ordningen blev droppet. Men forbud eller ikke forbud, kommunens embedsmænd er, som teamleder Thomas Christensen fra Center for Vej og Renholdelse bemærker, heller ikke ansat til at tage fysiske konfrontationer med de erhvervsdrivende. »Det sker stadig, at vi griber ind og fjerner et skilt, hvis et påbud ikke bliver fulgt, men nogle forretningsfolk er ubehøvlede og hiver skiltet til sig igen. Så kan vore folk ikke andet end trække på skulderen; de kan ikke stå og hale i den ene ende, mens butiksindehaveren haler i den anden. Og næste dag står skiltet der igen«, siger Thomas Christensen. I arbejdsgruppen ’Bedre by’ under foreningen Københavns City Center var man ifølge Jørgen Nørgaard langt fremme med en politik for udnyttelsen af gadearealerne, indtil ledelsen lod sig kyse af medlemmer, der truede med at melde sig ud og lade kontingentet gå samme vej. Strøget er ikke en badeby i Jylland
Og netop fordi meningerne er delte, har foreningen, hvis mål er en forskønnelse af Indre By, ikke nogen officiel holdning i sagen. Det har til gengæld direktør John Ginsborg fra tøjkæden Deres, der har haft forretning på Strøget siden 1957. »Jeg kan slet ikke følge Jørgen Nørgaard og forstår ikke, hvorfor han skal gøre sig til smagsdommer over andre. Han burde koncentrere sig om noget andet og lade os om at passe vores forretning, som vi vil«. »Strøget skal ikke ligne en badeby i Jylland, men det er en handelsgade, og skilte og stativer er med til at give omsætning og miljø. De giver liv foran forretningerne, og de bruges på en sober måde. Og hvem er det, der skaber Strøget? Det er butikkerne, det er dem, der er med til at skabe den charmerende forskel fra den billige til den dyre ende. Kunderne er forskellige, og der er charmerende forskel fra den billige til den dyre ende. Man må indrette sig efter kundernes ønsker. De er forskellige, og det er det fantastiske«, siger John Ginsborg. Han meldte sig ud af Københavns City Center, da striden var på sit højeste for tre-fire år siden, og han har ikke meldt sig ind igen. Grimme signaler Med venstremanden Søren Pind som tidligere ansvarlig borgmester på området lagde liberalismens ånd sig over reglerne. Og som andre årsager til det, de opfatter som ren bedrøvelighed, peger Jørgen Nørgaard og Bjørn Nørgaard på de voldsomme huslejestigninger. Forretninger dukker op for at få en hurtig omsætning, hvorefter de forsvinder igen. Og kapitalfonde og forretningskæder, danske som internationale, uden veneration for andet end økonomisk overskud, breder sig i et kvarter, der i øvrigt mangler den lokalbefolkning, der kan sige fra. »Den deroute, der har været i det fysiske og arkitektoniske miljø, er et udtryk for, at respekten for fællesskabet er kraftigt eroderet. Kan samfundet ikke passe på sine ting og holde en høj standard, hvis signalerne er grimme, kan man ikke forvente, at folk opfører sig socialt og bliver glade for at opholde sig i byrummet«, siger Bjørn Nørgaard. »At love ikke bliver overholdt, indebærer som bekendt ikke, at vi ikke skal have dem. Og kommunen bør indføre nogle strammere spilleregler, eventuelt et forbud. At nogle mennesker er gode til at sælge tøj og sko, betyder ikke, at de er gode til at passe på det fælles rum. Som det er nu, udsender de støj. De er ikke med til at berige Strøget«. 80.000 tilskuere hver dag
Der går på en travl dag op mod 80.000 mennesker gennem Strøget, og de bliver i Bjørn Nørgaards udlægning belemret med en markedsmekanisme, der er selvforstærkende. »Hvis naboen mener, at han uden risiko kan øge omsætningen ved at bryde reglerne, hvorfor skal jeg så ikke gøre det samme? Og hvis naboen sætter to skilte ud, må jeg have tre. Og gerne lidt længere fremme«. »Men arealet mellem butiksfacaderne er ikke detailhandelens, det er borgernes. Det er et offentligt rum, der ikke skal styres af de forretningsdrivende. Man kan kalde os nogle sure gamle æstetikere, der vil pådutte andre vores opfattelse af, hvordan byen skal hænge sammen. Men som det er nu, er det os, der bliver påduttet et uhyrligt gadebillede. Erhvervslivet overskrider tærsklen mellem det private og det fælles. Man skubber til balancen«, siger Bjørn Nørgaard. Jeg kan slet ikke følge Jørgen Nørgaard og forstår ikke, hvorfor han skal gøre sig til smagsdommer over andreJohn Ginsborg, direktør for Deres Den deroute, der har været i det fysiske og arkitektoniske miljø, er et udtryk for, at respekten for fællesskabet er kraftigt eroderet