Morgenværtshuset Café Lasse har det seneste halve år oplevet en eksplosiv stigning i voldelige slagsmål på gaden foran indgangen. Samtidig har handel med stoffer, et par skudepisoder og voldsom larm på stedet i de tidlige morgentimer medført et hav af klager fra naboer i området. Den omfattende uro resulterer i, at Café Lasse nu lukker og slukker. »Politiet er blevet kaldt ud til Café Lasse 90 gange allerede i år. Mod 120 gange hele sidste år. Der har gennem flere år været problemer med at overholde bevillingen, og det var meget tvivlsomt, om Café Lasse ville have fået forlænget sin bevilling, når den skulle fornyes til august«, siger Erik Søndborg, chef i bevillings- og tilladelsesafdelingen i Borgerservice. Generelt er køerne foran byens morgenværtshuse de seneste par år blevet længere og længere. Og især på det populære vandingshul på Sundevedsgade har der været godt gang i den fra morgenstunden. Café Lasse har nemlig weekend efter weekend været endestation for en natlig folkevandring på Vesterbro, når de lokale barer og klubber slukker for musikken. Kokain, ecstasy, alkohol Ejeren af Café Lasse, Peter Eckhardt, har som konsekvens af problemerne solgt morgenværtshuset, der gennem 15 år er åbnet klokken fem om morgenen. Eckhardts søn, Poul, som selv har stået bag morgenværtshusets bar i 13 år, fortæller, at der altid har været slagsmål, men at urolighederne er blevet voldsommere. »Vi oplever en ekstrem aggressivitet fra mange af gæsterne, især dem der er på stoffer. De laver ballade, fordi de har været i byen hele natten, når de ender på Lasse. Der har været mange optøjer, brosten er blevet kastet gennem ruderne, og folk er generelt mere på stikkerne og klar til kamp. Jeg vil helt sikkert råde dem, der har købt Lasse, til ikke at lave et nyt morgenværtshus«, siger Poul Eckhardt. Beboerne i nærheden af Café Lasse har sammen med politiet gennem en årelang periode prøvet at sætte en stopper for larmen og urolighederne. Der er blandt andet blevet holdt borgermøder for at finde en løsning på problemerne. Men når fulde, festglade gæster støder ind i mere skumle eksistenser tidligt om morgenen, skaber det gnister. »Der har været skyderier, knivstikkerier, slagsmål og handel med narkotika i området. Vi er blevet præsenteret for et meget bredt udsnit af straffeloven, når vi er rykket ud dernede«, fortæller Mogens Lauridsen, politiinspektør i specialgruppen på Station City. »Det helt store problem klokken fem om morgenen er, at folk på det tidspunkt har indtaget voldsomme mængder af alkohol og stoffer. De opfører sig fuldstændig idiotisk, og deres normale dømmekraft er skubbet til side. Der har været enormt meget råben, skrigen og larm i gaden, og det gør det ikke bedre, at der er et større blandingsmisbrug end tidligere. Man mikser kokain, amfetamin og ecstasy med alkohol. Det så vi ikke for et par år tilbage«, siger Mogens Lauridsen. Kung Fu Lige nu bliver morgenværtshusets lokaler ryddet for inventar. En ny bar med det slående navn Kung Fu åbner inden længe i det lavloftede rum på Vesterbro. »Vi åbner med et japansk barkoncept, der hedder Izakaya, som allerede findes i Japan og storbyer som London og New York. Det er en bar, hvor folk kommer ind efter arbejde og får serveret øl, alkohol og små tapas-agtige retter. Vi vil lave en bar, hvor man kan få cocktails og mad frem til klokken to om natten«, siger Waheed Folami. Han har overtaget lokalerne i denne uge sammen med kompagnonen Niels Henrik Sørensen. De har begge erfaring fra restaurationsbranchen og læser på Copenhagen Business School ved siden af deres nye bar-enterprise. »Vi bygger om i et par måneder, skræller lokalet og får noget nyt ud af stedet. Der har ligget beværtning her i over 100 år, og vi vil gerne videreføre den tradition med et nyt koncept, som man ikke har set i Danmark før. Og nej, vi har ingen intentioner om at søge bevilling som morgenværtshus«, siger Waheed Folami.
tømmermænd Morgenværtshus lukker efter klager og vold


