EU går ind i madkrig

Lyt til artiklen

Alt imens de danske politikere slås om, hvorvidt en tvungen ernæringsmærkning i Danmark er i strid med EU’s regler, tygger kommissionen selv på en lignende ordning. Senere på året vil embedsmændene i Bruxelles komme med et udspil til, hvordan sunde og usunde fødevarer skal mærkes. »Kommissionen har nu indhentet mange forskellige erfaringer med de nuværende regler på området for ernæringsmærkning. Nu overvejer kommissionen sit udspil, og vi forventer at frembringe et forslag, der skal revidere og opdatere den eksisterende lovgivning hen imod slutningen af året«, siger Philip Tod, talsmand for sundhedskommissær Markos Kyprianou. Dansk enegang I dag blev dansk enegang på området diskuteret i Folketinget. Enhedslisten har foreslået at ændre det såkaldte ’spis-mærke’ fra at være frivilligt til at blive obligatorisk. Det vil betyde, at fødevareproducenter skal emballere deres madvarer med mærkatet ’spis mere’, ’spis mindre’ eller ’spis mindst’ alt afhængig af sukker-, salt-, fedt- og kostfiberindholdet. Der tegner sig et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokraterne, DF, SF og Enhedslisten. Under debatten kom det frem, at også de Radikale tilslutter sig forslaget, hvis en uafhængig juridisk undersøgelse kan fastslå, at en hjemlig ordning ikke strider med det indre markeds regler om fri bevægelighed. I strid med EU-regler Regeringens jurister mener således, at det vil være en handelshindring, hvis der kommer særlige krav til mærkningen i de danske supermarkeder. I så fald vil kommissionen indbringe Danmark for EF-domstolen. Kommissionens talsmand ønsker ikke at kommentere, hvorvidt man anser udspillet for en handelshindring. »Den handling vil blive baseret på, om kommissionen finder den nye danske lovgivning i strid med et område, som er harmoniseret af EU. Men vi truer ikke med en retssag baseret på hypoteser og antagelser. Nu vil vi vente og se, om forslaget i Danmark bliver til noget eller ej«, siger Philip Tod til politiken.dk. »Vores eget forslag« Han ønsker ikke at afsløre, om fremtidens fælles mærkningsregler i større eller mindre grad vil ligne ’spis-mærket’. »Vi vil komme med vores eget forslag, men på nuværende tidspunkt er der ikke truffet en beslutning. Derfor kan jeg ikke sige noget om, hvordan forslaget vil komme til at se ud«, siger talsmanden. Forslaget om dansk enegang kommer efter, at de store detailhandelskæder kategorisk har afvist at tilmelde sig den frivillige ordning, som var regeringens oplæg til at bekæmpe fedmeepidemien.

Nu ser der kun ud til at komme en oplysningskampagne på internettet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her