reportage Forsinket åbning af Himmelskibet

Der er løbet en del blod gennem årerne, siden dengang jeg i begyndelsen af 1970'erne sad i Ballongyngen med mormor, og frydefuldt mente, at nu var jeg vist på toppen af byen. I går sad jeg i forlystelsesparkens nye vartegn Himmelskibet med avisens unge norske fotopraktikant Anniken, der var i Tivoli for første gang i sit liv og havde højdeskræk. Set fra toppen af denne karrusel, der måler 80 meter over jorden, syntes Ballongyngen godt nok klejn, den var lige så fjern som mormor, 1970'erne og suset i min fine blå vindjakke. I går var det en helt anden kraftig vind, der blæste i højderne, når vi på denne pressetur adstadigt susede rundt over haven i karrusellens store cirkel med en banehastighed af angiveligt 70 kilometer i timen. Det lyder af meget, men det føltes ikke nær så galt. Udsigten over byen var pragtfuld, og man kunne selv justere angstfryden i turen ved at lade blikket slippe horisonten og glide indad mod tårnets centrum langt, langt nede under én, hvor menneskene var blevet temmelig små, ja hele den engang så store park syntes ikke længere af ret meget. Men jeg lod nu blikket blive oppe det meste af tiden, mest af frygt for at vinden skulle tage mine briller. Den skrækslagne Anniken til gengæld fotograferede løs i alle retninger, som var hun betalt for det. Hvilket hun så også var. Dobbeltstolene, vi sad i, var to tynde, sorte plastiksæder hver ophængt i fire tynde kæder - på tykkelse med halskæder. Fortøjningen fortonede sig et sted mange meter over vores hoveder, men vi stolede trygt på, at de uanseelige fæstninger sagtens ville holde vores fordoblede vægt - trykket var 2G - men det er vel i sådanne situationer, at man lader sin hånd gribe den andens og sikrer sig, at alt er o.k. - og vinder hendes hjerte. Det er jo kærlighedens evne til at vokse i en fælles oplevelse af frygt, der er en af underteksterne i alle skrækforlystelser. Som ansvarlig familiefader holdt jeg dog også her blikket i horisonten og lod emnet blive ved refleksionerne over forlystelsernes logik. Rædsel Fornyelsen drives jo af de ekstreme sensationers tankegang; vildere, hurtigere eller højere. Hvor sidste års tilføjelse i Tivolis fryd- og rædselsafdeling, rutsjebanen Dæmonen, hørte til de absolut vildere, er dette års nyskabelse Himmelskibet blot en af de høje. Det er ikke en, der får maveindholdet til at vende sig (med mindre man lider af højdeskræk og kigger ned), og bevægelserne er nok magtfulde, men blide og lydløse uden pludselige retningsskift. Tårnet er designet af Eric Jany og temaet med planeter på et spyd, der troner på toppen, skulle (i dette renæssanceår) være inspireret af Tycho Brahe med kikkerter, kvadranter og astronomiske symboler. Selv farverne med en dominerende klar grøn og guld og rød på toppen skulle være lånt fra den gamle astronoms observatorium på Hven. Tivolis direktør Lars Liebst havde kørt med i den tredje medarbejderafprøvning inden journalisterne fik lov, og han så glad ud efter at være kommet ned på platformen, der svæver seks meter over jorden. »Der var god udsigt«, sagde han, lettet, »det var slet ikke ubehageligt«, og gav udtryk for, at de 25 millioner kroner forlystelsen har kostet, var givet godt ud. Da vi selv var blevet løst fra flybælte og sikkerhedsspænder, spurgte jeg Anniken: »Er din højdeskræk kureret?«. »Himalaya næste gang!«, svarede hun.