Sex, Money and Dirty House i aften på Capital Club med 10 kroners bar ml. 23 og 01. KOM tidligt«. Sms-invitationen fra natklubben Emma’s torsdagsklub, som tikker ind på mobilen, er enten lokkende eller irriterende. Alt afhængigt af hvem modtageren er. Fest-sms’en er blot en blandt mange fra klubber som eksempelvis Park, Renomé, Palermo Bar og Ketchup. Weekend efter weekend sender 20-30 natklubber alene i København tusindvis af sms’er ud. I mange tilfælde til folk, der aldrig har bedt om dem. Sms-beskeder, der for eksempel informerer om, at »gæstelisten lukker om 10 minutter, skriv nu med dine navne«, kommer blandt andet fra en række firmaer, der uploader natklubbernes liste til en maskine, som slet og ret spytter den samme sms ud til tusindvis af mobiltelefoner.
Der skal promotion til
Ofte står der bare et navn eller et initial i stedet for et nummer som afsender på sms’en, så man har heller ikke mulighed for at svare og afmelde ’servicen’. Et enkelt firma, Kombonent, servicerer blandt andre klubberne Envy og Rosie McGees. Hver måned sender Kombonent mellem 100.000 og 150.000 fest-sms’er ud, og adskillige andre firmaer leverer samme service som Kombonent – i hele landet.
»De klubber, der klarer sig rigtig godt, er dem, der har været gode til at få de rigtige kundekartoteker. Hvis man vil have 1.000 mennesker ind på en klub torsdag nat, skal der meget promotion til«, fortæller Anders Frederiksen, der er partner og sales manager i Kombonent.
Hvor kommer telefonnumrene så fra?
»Det må du spørge natklubberne om. Vi sender bare sms’erne ud«, siger Anders Frederiksen.
Sms-lister sælges videre
Kilder i nattelivet fortæller til iBYEN, at lister med gæsters personlige telefonnumre enten bliver byttet eller solgt, hvilket betyder, at hvis man én gang har meldt sig til en gæsteliste via sms, kan man uden videre modtage festtilbud igen og igen i årevis. Og det endda fra klubber og festpromotere, man aldrig har hørt om.
En enkelt liste er nattelivets flyvende hollænder. Angiveligt skulle den indeholde over 9.000 numre, som er blevet videresolgt i natklubmiljøet utallige gange.
»Den liste er blevet en hel konspirationsteori efterhånden. Men når både du og jeg får sms’er fra steder, som vi dårligt har hørt om, må der jo være noget om snakken«, siger Frederik Birket-Smith fra festkollektivet Ohoi!, der selv indsamler publikums telefonnumre til deres fester og sender en masse sms’er ud, hver gang de stabler en klubaften på benene.
Proceduren med at sende festinvitationer ud per sms har eksisteret i cirka fem år og er, siden fænomenet så lyset første gang, eksploderet i både omfang og professionalisme.
»Der kommer flere og flere automatiserede beskeder, hvor man ikke kan se, hvem det er, der sender dem ud. Jeg får 15-20 stykker hver weekend og sletter hele lortet igen. Jeg kender mange, der får spat af at få noget uopfordret, og jeg får tit sms’er fra klubpromotere, hvor jeg tænker, hvor fanden har du mit nummer fra?«, siger Lewis Colston, promoter og pladeselskabsmand, som også selv bruger sms-invitations-metoden.
Fest-sms-beskederne er ulovlige
I Forbrugerrådet har man endnu ikke fået klager fra folk, der modtager fest-sms’erne. Jurist Agnete Sigurd vil derfor helst ikke forholde sig til konkrete problemstillinger. Men markedsføringsloven er helt klar:
»Man må ikke henvende sig elektronisk til nogen uden på forhånd at have fået positivt tilsagn. Og det gælder både e-mail, sms og mms«, fortæller Agnete Sigurd, der oplyser, at det desuden i alle tilfælde skal være let og gebyrfrit at frabede sig flere henvendelser på sms.
Har man for eksempel én gang sagt ja til at komme på sms-gæsteliste, må natklubben eller festpromoteren gerne henvende sig med samme tilbud igen. Men under den forudsætning, at man i det mindste kan svare og sige nej tak.
Effektiv lyn-pr