De fleste æg i butikkernes kølediske er gamle allerede fra pakkedatoen. Og det er umuligt for forbrugeren at se, hvornår ægget reelt er lagt.
Sådan lyder kritikken fra madskribent og forfatter Søren Wedderkopp, som blandt andet har skrevet bogen 'Hønen og Ægget' sammen med kokken Claus Christensen.
»Hvis du køber en pakke æg, der er stemplet 'pakket den 20/3', så kan æggene være lagt helt tilbage den 13.3. Og når æg er syv dage gamle er de allerede uegnede til sårbare retter som pocheret æg eller blødkogt æg. De skal helst ikke være mere end 2-3 dage gamle«, siger Søren Wedderkopp.