Meget varieret uge, hvor der er både godt og skidt, men lad os lægge ud med den vin, jeg bedst kan lide, og så ser vi, hvor langt ned vi kommer.
Min favorit i denne uge er ubetinget Faktas Riesling fra Alsace. Det er en Grand Cru, altså fra en af de godt og vel 50 marker, der er blevet anerkendt som havende specielt gode vækstbetingelser for druerne, og i denne vin kommer rieslingen flot til udtryk med sine aromaer og sin syredominerede struktur. Elegant, og prisen er særdeles rimelig.
God Bertrand fra Languedoc
Når jeg ser den sammen med den glimrende Grüner Veltliner fra Østrig, glæder jeg mig over, at vores leverandører tør byde på andet end de helt sikre chardonnay-sællerter. Dem er der formentlig andre end mig, der er blevet træt af.
Blandt rødvinene har jeg to favoritter. Gérard Bertrand har jeg haft et vanskeligt forhold til, for da Philipson begyndte at tage hans vine hjem, syntes jeg, de alle havde problemer i næsen, men det har bedret sig på det seneste, og i det brede udvalg af Languedoc-vine fra Bertrand, som Philipson fører, er ugens vin nok den mest tiltalende. Men jeg er stadig ikke en 100 procent Bertrand-addict.
