Mager uge, men man kan i det mindste glæde sig over, at der er mange forskellige vintyper repræsenteret: tør boblevin, sød boblevin, stille hvidvin, rosévin, og rødvine med og uden fad. Spændende.
Men så er der lige det med kvaliteten. Ugens skuffelser kommer med fine navne som Bourgogne og Barbaresco på etiketten, men etiketten er ikke nok. Indholdet i flasken skulle gerne være en afspejling af det, etiketten lover.
Skandalevine Jeg tror ikke et øjeblik på, at der er svindel i disse vine; de smager som typiske eksempler på, hvad pinot noir, henholdsvis nebbiolo kan udrette i de to områder.
Men har de den kvalitet, der skal til, for at vi bevarer vores tillid til Bourgogne og Barbaresco? Gider vi købe dem igen? Nej, er mit svar, og jeg undrer mig over, at der ikke er en officiel instans, der har hindret disse vine i at komme på markedet og blamere disse store vinområder, hvorfra vi kan få gode og ligefrem storslåede oplevelser.