København er wonderful. Ikke mindst for de homoseksuelle. Det signal forsøger Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen, Copenhagen Gay Life og en del andre aktører at sælge til det såkaldte homosegment. København har fundet ud af, at bøsser og lesbiske på mange måder er ganske vidunderlige turister. Alene i USA er deres rejsebudget på 55 milliarder dollar om året, også kaldet ’pink dollar’, som den danske hovedstad gerne vil have omsat til lyserøde kroner.
Homo-OL
Seneste eksempel er World Outgames, en international kultur- og sportsbegivenhed for bøsser og lesbiske, som København har sikret sig værtskabet for i 2009.
Med 20 millioner kroner skudt i projektet fra Københavns Kommune er begivenheden endnu en segmentering af, at det homoseksuelle miljø i København skal hales fra undergrundsscenen til den store manege, hvor der er et større publikum til at lægge penge ved indgangen. »Der er jo selvfølgelig noget rå business med i spillet, når vi arbejder på at få en event som Outgames til København, fordi homoseksuelle er en meget købedygtig gruppe. Så de 20 millioner er en investering fra kommunens side. Samtidig er det med til at brande byen som en åben og tolerant by, der er mere end Den Lille Havfrue og Tivoli«, fortæller Københavns kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V), der har samarbejdet med blandt andre Wonderful Copenhagen om at hive sportsbegivenheden til byen.