Når ungerne løber på banen i Dansk Boldspil Unions McDonald’s Cup, reklamerer burgergiganten på trøjen.
Til DM i Streetbasket for børn op til 13 år er der Cocio-kakaomælk i præmie, og i Dansk Håndbold Forbunds succesrige håndboldskoler for børn og unge står der både Nutella og Kims på blusen, skriver 24timer.
Samarbejder med fjenden
De danske idrætsforbund samarbejder med fjenden for at få penge – og det går ud over børnene. Det mener Forbrugerrådet og flere ernæringseksperter, der ønsker stop for markedsføring af usunde fødevarer rettet mod børn.
Idrætsforbundene afviser kritikken, men professor med speciale i børn, medier og forbrug Birgitte Tufte mener, at budskaberne om burgernes og Nutellas fortræffeligheder går lige ind hos børnene.