Mange har knurret, når en børnefamilie tog plads i deres stamcafé, for med ét risikerede man, at den fredelige stund med latte og magasinlæsning blev forstyrret af vræl og pludselig tilsynekomst af bryster. Samtidig har det ikke været sjovt at mærke de stikkende blikke i nakken, når man er trådt ind på smarte caféer med børn på armen. Kultursammenstødet på caféerne mellem byens barnløse (eller barnfri, om man vil) og børnefamilier har til tider gjort ondt på begge parter. Men nu mindskes problemet i takt med, at der dukker flere og flere caféer op, som decideret har børnefamilierne som målgruppe. Legerum og ammestole På Præstøgade på Østerbro byder familiecaféen Stuen Th. sig til med legerum, ammestol, puslerum og økologiske børneburgere.
I Churchillparken på Østerbro ligger Sommerhuset, som også satser på familiesegmentet med udlån af legetøj og en plæne til at lege tagfat på, på Østerbro spiser knap 100 børnefamilier hver weekend brunch i multikomplekset Charlottehaven, og på Christianshavn har Chester’s Bogcafé et særligt rum indrettet med miniaturemøbler, legetøj og børnebøger. Men mest gennemført af alle er det nyåbnede Krudthuset på Refshalevej på Christianshavn. Her er hele førstesalen i den store hvidkalkede bygning indrettet som et stort legerum komplet med prinsessehjørne og utallige kasser fulde af legetøj. Fri for himmelvendte øjne Udenfor er der en gynge i træet, soppebasin, sandkasse, legeredskaber og en kæmpe plæne at spæne rundt på. Og rygtet om det nye slaraffenland spreder sig som en steppebrand fra børnefamilie til børnefamilie. Det giver sig selv: Mange københavnere bliver boende i byen, selv om de har fået børn, og de vil ikke opgive cafélivet. Så der er god logik i at åbne familiecaféer, hvor børnefamilier er garanteret fri for himmelvendte øjne fra cafegæster, som ikke kan tale med om ventelister til institutioner eller, at stribede t-shirts fra Katvig er ’so last year’. Et rent børnefamiliereservat Indehaveren af Krudthuset, Camilla Roslind, åbnede i juni sit familievenlige spisested som følge af hendes egne erfaringer som mor. »Da jeg selv fik en datter, gik det op for mig med al tydelighed, hvor svært det er at finde et sted, hvor man er velkommen med børn, og hvis menuen skal være af en vis standard, bliver det endnu sværere«. Men hun synes, det er trist, hvis Krudthuset bliver et rent børnefamiliereservat. »Det er ikke det, jeg har villet. Det er bare en café, hvor man kan have ungerne med, uden det bliver besværligt. Det har hele tiden været mit håb, at det ikke kun bliver for mødregrupper eller forældre med børn«, siger hun. Men det var netop scenariet, da iBYEN besøgte Krudthuset en fredag aften ved 20-tiden. Territorial holdning Her var der kun gæster i følge med børn. Og de forlystede sig med både økologisk mad, drikke og legetøj. Et par unge mænd kiggede ind, så sig omkring og luskede af igen. Rasmus Kjærboe på 27 år er flittig cafégæst og ser det som en fordel, at børnefamilierne får deres egne reservater.

