Nu er der nok en del, der mener, at efteråret allerede begyndte i august med den syndflod af regn, krydret med masser af vind, vi fik.
Men det er først nu, at efteråret starter. Manges yndlingstid med høj, klar himmel og frisk luft. Men også en tid, hvor en diskret tristesse kan gribe én. De lange, lyse aftener er slut. Temperaturen falder, bladene ligeså, og alt varsler henfald og hi.
Så må trøsten søges andetsteds og indendørs. Ved bordet, omkranset af gode venner, bordet dækket med lækker mad og glassene fyldt (en tredjedel op, tak) med hjertevarmende vin. Det er kuren!
