Kendte danske fødevarevirksomheder som Rynkeby, Toms og Kims vildleder forbrugerne med en næringsdeklaration, der får usunde produkter til at se mindre skadelige ud, end de er. I et fælles brev til Folketingets fødevareudvalg 25. november kritiserer så forskellige organisationer som Landbrugsraadet, Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen og Hjerteforeningen mærkningen, der hedder GDA og er fødevareindustriens egen opfindelse.
Mærkningen angiver hvor mange procent en portion af et givet produkt udgør af det dagligt anbefalede indtag. »Vi mener, at mærkningen i mange tilfælde vildleder forbrugerne og er så problematisk, at den bør tages ud af EU’s kommende mærkningsforordning«, skriver organisationerne i brevet.
