Rent drikkevand er utilgængeligt for millioner af mennesker verden over, og alligevel køber mange af os, som har rent, velsmagende vand i hanerne, flaskevand, som er blevet emballeret og fløjet ind fra fjerne egne. Nogle ville sige en absurd handling set i forhold til de miljøproblemer, vi står over for. Det gør de i hvert fald i USA, hvor en lang række restauranter nu har taget konsekvensen og er stoppet med at sælge vand på flaske. Bevægelsen startede i San Francisco og har nu bredt sig til restauranter i Los Angeles, Washington og New York. »Det giver god mening for os, at vi ikke behøver at bruge en masse ressourcer på at få fyldt vand på flasker i Italien, få det fragtet til vores restaurant og bagefter bruge kræfter på at få emballagen genanvendt«, forklarer Mike Kossa-Rienzi, som er manager på restaurant Chez Panisse i Berkeley til MSNBC.com. Brus i postevandet Hvis gæsterne på Chez Panisse simpelthen ikke kan undvære vand med bobler, tager restauranten sin kulsyremaskine i brug, så der kommer brus i postevandet. I det hele taget går udviklingen i USA nu i retning af, at restauranterne fjerner flaskevand fra menukortene og i stedet tager filtreringsmaskiner i brug for at gøre postevandet til en særlig gourmetoplevelse. Nogle lader vandet løbe igennem japanske kulsten, papir, osmose-systemer eller salte for at få det til at smage særligt delikat eller bare helt rent. Nogle tager penge for det filtrerede postevand, mens andre serverer det gratis ud fra en idé om, at gæsterne bruger de penge, de har sparet på vandet, på mere eller dyrere vin. Postevand er renest I København nægter flere af de dyrere restauranter at servere vand fra hanen, fordi det efter deres mening forfladiger gourmetoplevelsen. I stedet sælger de dyrt vand på flaske.
iBYEN.dk har dog fundet frem til en enkelt københavnsk restaurant, der ligesom de amerikanske, af princip ikke serverer vand på flaske. Det er restaurant BioM, som profilerer sig med at anvende økologiske råvarer uden pesticidrester i madlavningen. »Vi foretrækker at servere postevand frem for vand på flaske. Alle mulige undersøgelser viser jo, at postevand er renere end det meste – hvis ikke alt – vand på flaske. Så det er det, vi forholder os til«, forklarer Heinz Lodahl, medindehaver af BioM. Amerikansk postevandstrend På byens førende økologiske/biodynamiske restaurant Geranium, som ligger i Kongens Have, serverer man både gratis postevand og, hvis man vil betale for det, flaskevand fra Iskilde (kilde mellem Skanderborg og Ry) til en pris på 60 kroner for alt det, man kan drikke på en aften. »Iskilde-vand er exceptionelt blødt og rent – og renere end noget vand, Københavns Vandforsyning nogensinde ville kunne levere. Det betyder meget for smagen af den vin, den serveres sammen med«, forklarer Søren Ledet, medindehaver af Geranium. Søren Ledet kender dog godt til den amerikanske postevandstrend, da en amerikansk gæst for nylig pointerede for ham, at mange amerikanske økologiske restauranter ikke længere serverer vand på flaske. Fuldt nedbrydeligt plastik Han vil da heller ikke afvise, at Geranium på sigt vil følge den amerikanske trend og selv investere i en maskine, som kan gøre det københavnske postevand så blødt, at det komplementerer den dyre vin. I London er The Times’ restaurantanmelder Giles Coren begyndt at bruge servering af postevand som et afgørende parameter for den samlede vurdering af de restauranter, han besøger. Hvis man ikke får tilbudt postevand før flaskevand, trækker det voldsomt ned i bedømmelsen. »Det eneste vand på flaske, jeg vil tolerere fremover, er af mærket Belu, som bliver solgt i glas eller fuldt nedbrydeligt plastik lavet af majsstivelse, så det kan nedbrydes til kompost på 12 uger, og hvor alt overskuddet af salget går til drikkevandsprojekter i Indien og Afrika samt flodrensningsprojekter i Storbritannien«, har Giles Coren proklameret. Vand fra hanen Tilbage på BioM i København mener Heinz Lodahl, at gæsterne sagtens kan vænne sig til at drikke vand fra hanen i stedet for smart emballeret kildevand fra Italien, Argentina eller sågar Alaska. Men hører du aldrig brok fra restaurantgæsterne over, at de ikke kan bestille mineral- eller kildevand? »Ikke det fjerneste. Det har jeg aldrig fået klager over«, siger Heinz Lodahl.