Duftende ærteblomster, søde krydrede tomater og tunge klokkeblomster på frodige ranker, der slynger sig op til seks meter i løbet af en sommer.
Med en håndfuld frø kan du fylde hele din have eller altan med romantik og blomstrende, overdådig frodighed hele sommeren igennem.
Samlet behøver det ikke at koste dig meget over et par hundrede kroner, og arbejdsindsatsen er til at overskue.
Men for at projektet skal lykkes, må de små frø i jorden allerede nu – eller i hvert fald i løbet af den næste måned. Hurtigt overstået
Forspiring er nemt, overskueligt og superhyggeligt. Og så kan det klares i løbet af en eftermiddag. Den vigtigste grund til, at du skal forspire, er, at det giver større og stærkere planter, som vil blomstre tidligere, rigere og længere. Mange af vores mest almindelige sommerblomster er nemlig slet ikke skabt til det danske klima, og derfor behøver de et forspring for at nå at komme ordentligt i gang.
En anden rigtig god grund er, at du i ro og mag kan gøre dit bed eller dine krukker og altankasser klar, mens planterne spirer i vindueskarmen. Når de er store nok til at komme ud, kan du – med ro og overblik – placere de små størrelser, præcis hvor du allerhelst vil have dem. Oven i købet med den rigtige afstand imellem, så de kan udvikle sig til store, sunde og flotte planter. Det kan (næsten) ikke gå galt
Den eneste virkelig store udfordring, når det drejer sig om forspiring, er fra begyndelsen at få sine prioriteter på plads. Det kan være ganske svært, når der er så meget skønt at vælge imellem, og en pose frø fuld af løfter om en overdådig og blomstrende sommer koster omkring 15-20 kroner.
En nærmest uundgåelig begynderfejl er derfor, at du køber alt for mange frø. Og derefter sår dem for tæt, for dog at få nogle af dem brugt. Behersk indkøbene
Forsøg af al magt at beherske dine frøindkøb, og står du alligevel med stolte kavalerer til et helt regiment og tomatplanter til et større økologisk landbrug, så vær god ved dig selv og dine venner. Giv hvert enkelt lille frø plads til at udvikle sig. Tag de små stiklinger fra, som du skal bruge, og forær derefter resten bort.
Hvis du derimod er nærig, sår og siden udplanter for tæt, så ender det hele med garanti i et skravlet og forpjusket ingenting.

