Årets test af champagne er for så vidt en gentagelse af de foregående år.
Men er december ikke også måneden, hvor alt i større eller mindre omfang bliver underlagt et tryk på repeat-knappen?
Man mødes traditionelt med de samme venner til julekomsammen. Menuen juleaften er den samme år efter år. Man har sine favoritsnapse og øller, som bliver serveret til julefrokosten, som tilbringes med de samme mennesker som sidste år, og sidste år – og sidste år.
Nok en lidt grov generalisering, men mon ikke det passer for ganske mange? Gentagelser fra de forrige år
Ligeså med denne uges vintest, som er en test af samtlige leverandørers bud på henholdsvis en mousserende vin og en champagne.
Da den enkelte kæde eller forhandler typisk har sit foretrukne hus inden for eksempelvis cava og ligeså i Champagne-distriktet i Frankrig, vil der være lagt op til gentagelser. Og det gør jo ikke noget, det er blot en konstatering. Dog skal det bemærkes, at en fast gæst, Veuve Cliquot, ’den gule enke’, ikke er med i år, mens den tidligere har været fast gæst, til tider fra to forskellige kæder.