Det er onsdag, og dagen står i skatteforhandlingernes tegn. Men det får ikke Danmarks 37-årige skatteminister til at glemme, at der også er kvartfinale mellem Liverpool og Real Madrid i Champions League.
»Hvis ikke vi er færdige med forhandlingerne, når kampen starter, vil jeg undersøge, om vi kan få optaget kampen. Jeg ved, at Kristian Thulesen Dahl og Lene Espersen deler interessen for Liverpool, så vi er flere«, fortæller en veloplagt skatteminister, da vi bliver inviteret indenfor til en snak om ministerens forbrugsvaner i Skatteministeriets gemakker på Christianshavn sent onsdag, mens der er pause i forhandlingerne.
Fra mandag til fredag bor Kristian Jensen i en lille lejlighed nær Kongens Have i København. Weekenderne tilbringer han hjemme i Lind nær Herning sammen med sin kone og deres tre drenge. Hvem køber ind hos jer?
»Det gør primært Trine. Men jeg ved dog, hvor tingene står i vores dagligvarebutikker i Lind, hvor vi har en SuperBest og Rema1000. Vi handler næsten altid lokalt«. Hvem sørger så for dig til hverdag, når du er i København?
»Jeg har et fast lager af overlevelsespakker bestående af frosne retter hjemmefra og så havregryn og sukker, så jeg kan klare min morgenmad. Jeg kan simpelthen ikke komme i gang med dagen, før jeg har fået mine havregryn«.
De frosne retter – er de lavet af din kone?
»Det er simpelthen rester og overskud fra weekenden, som jeg tager med over. Men de fleste af ugens dage spiser jeg ude. Ofte er vi nogle folketingsmedlemmer, som laver noget i fællesskab. Det er noget af en tilsnigelse at sige i fællesskab, for som regel er jeg med på en badebillet«.
Du står ikke ved kødgryderne?
»Nej, men jeg kan faktisk godt lide at lave mad, og når jeg gør det, står jeg som regel hjemme ved grillen. Grillsæsonen er 12 måneder om året, 365 dage. Inklusive andestegen juleaften. Man laver også en fantastisk flæskesteg i en kuglegrill. Og indbagt is, hvis man virkelig skal imponere nogen«.
Hvad betyder økologi for dig?
»Jeg er ikke den type, der går ud af en butik igen, hvis ikke der er økologisk mælk. Når jeg vælger mælk, går jeg mere efter produktionsdatoen og vælger den friskeste«. En vare, du ikke kunne drømme om at købe?
»Jeg kunne aldrig finde på at købe foie gras. Den abnorme gåselever bliver til ved, at gåsen står fastbundet og så propper man maden ned gennem halsen på den. Jeg kan ikke lide, at man behandler dyr på den måde og kan heller ikke lide smagen«.
Køber du brugt?
»Mange af vores møbler er brugte, fordi vores familier har haft dem i overskud. Vores store sofa, spisebordet og spisestolene samt skænkesættet, der har været i Trines familie i 90 år. Vores komfur og ovn er købt brugt gennem Trines arbejde«. Handler du på nettet?
»Det gør jeg. Rejser og iTunes til min iPod. Jeg har lige fået fyldt op med gamle John Lee Hooker-album«. Hvordan har du det med gaver?
»Jeg elsker at få dem. Men jeg er dårlig til at huske, hvad jeg får. Det må være et spørgsmål om prioritering, for hvis du spørger mig om holdopstillingen på Liverpools første hold, så kan jeg fortælle dig det«. Dit sidste store køb?
»Et jakkesæt til 3.000 kroner, som jeg købte hos Tiger i december. Det er ikke så tit, jeg køber jakkesæt til den pris. Ellers køber jeg tøj hos Dohm i Herning og Sand på Strøget. Skjorter køber jeg hos Boswell i Herning, hvor jeg lige har købt en skjorte af 100 procent økologisk bomuld. Den er faktisk lækker at have på«.
Går du efter tilbud?
»Ja, det gør jeg. Lige nu er jeg på jagt efter et par gode ski på tilbud«. Ekstra Bladet har regnet ud, at din familie får en skattelettelse på næsten 56.000 kroner næste år med jeres skattereform. Hvad skal de penge bruges til?
»Jeg ville ønske, at min kone har den løn, de skriver om (30.000 kroner om måneden, red.). Jeg gider simpelthen ikke regne på det, før vi er færdige med forhandlingerne. Men så er det klart, at jeg er nysgerrig efter, hvad det betyder for mig. Måske skal nogle af pengene bruges til at købe os fra de hjemlige pligter i højere grad, end vi gør i dag. Men jeg skal ikke ud og lege konen med æggene lige nu. Orden i økonomien er noget af det, der giver den bedste søvn om natten for mig«. Du kan lide at holde skik på hus og have, har jeg læst. Hvad kan du lide at lave?
»Jeg kan godt lide at pleje mine egne jordbærplanter. To tredjedele af vores køkkenhave er jordbær. Det er et stort arbejde, men den treugers periode i juni-juli, hvor man plukker sine egne jordbær, er det hele værd. De smager fremragende«.
Er du handyman i huset?
»Mine venner ville grine højt, hvis jeg kaldte mig handyman, men jeg har selv anlagt vores terrasse og legehuset til børnene. Legehuset er måske ikke helt i vinkel og i vater, men det er mig og min bror, der har bygget det! Og dét gør mig glad«. Du beskriver dig selv som sportsgal. Dyrker du noget nu?
»For første gang i mit liv dyrker jeg ikke holdsport. Så jeg løber i stedet. Hver morgen løber jeg ud og tjekker, om Den Lille Havfrue sidder på sin sten, så ned og runde Nyhavn for at se, om folk er gået hjem, og så hjem og spise morgenmad. Det er simpelthen skønt«.
Skatte-Kristian elsker Liverpool og kuglegrill

Lyt til artiklen
