Neonskiltet med de to røde bogstaver ØL stråler ud over en regnvåd Elmegade på Nørrebro i København.
Inden for på Ølbaren står fire små sortlakerede trækister på bardisken. Hver af kisterne på baren indeholder en særflaske fra Jacobsen, Carlsbergs specialbryggeri i Valby. Det er en stærk barley wine (som ikke er vin, men en kraftig vinøs øl af engelsk type). Lagret på henholdsvis svenske og franske fade. Til en pris af 2008 kroner. Og det er per styk.
Skepsis før smagning
Ved bordene rundt om sidder 14 danske medlemmer af ratebeer.com – et onlinefællesskab for folk med mere end almindelig hang til at smage og vurdere øl. Blandt dem Jens Ungstrup, der lige har rundet 10.000 smagninger, og som dermed er den i verden med flest forskellige øl på ratebeer.
»Vi er lidt skeptiske over for det her. Selv de bedste øl jeg har smagt, koster kun en brøkdel«, siger Jesper Kjær, der har været ude at investere i de fire flasker på en velgørenhedsauktion.