Okay, København. Jeg har forstået det. Efteråret er begyndt. Sådan en søndag, hvor man som AaB-fan sidder og fryser i Parken og ser sit hold blive udspillet af en velspillende FCK-maskine. København er kølig og kynisk. Og der er ensomt midt mellem alle de rød og hvid-stribede fans, man alligevel aldrig har kendt særlig godt.
Her er fandens koldt, selv om man sidder skulder ved skulder, for fodboldens fællesskab er kortvarigt ved sejr og føles kunstigt og meningsløst ved nederlag. Parkens kaffe er tynd og ækel, sidemanden slukker cigaretten i sit bæger, og det er mandag i morgen. På vejen hjem filtreres fodboldflokken gennem sidegaderne, og i Fælledparken er jeg næsten alene med den sorte himmel og årets første følelse af kulde i knoglemarven. Sommerens musikfestivaler synes længe siden nu. Dengang enhver sidemand var din nærmeste, og et »skål« var mere end nok. Nu vil man bare gerne være i fred.
