bogcaféer Bogorme haves - cafegæster søges

Lyt til artiklen

Stilheden i Paludans Bogcafé er så slående, at den er til at tage og føle på. Det er skiftedag, og der er lukket i forretningen. Faktisk er der i det hele taget for stille i bogcafeen i Fiolstræde, og derfor fornyer cafeen nu sig selv. Med en ny bestyrer er første projekt at bygge lokalerne om. Men også det, cafeen kan tilbyde kunderne udover kaffe og bøger, skal støves af, hvis københavnerne skal vælge at stikke hovedet forbi. Det er erkendelsen både i Købmagergade hos Arnold Busck, der i samarbejde med Baresso har haft cafe på førstesalen siden 1. april, og i Fiolstræde i Paludans Boghandel, der er i gang med at skifte ejerskab og i den forbindelse har ansat en ny bestyrer med nye visioner. I fremtiden skal der musik og receptioner på programmet, når man ser på bøger. Den nye leder af Paludans Bogcafé, David Milo, har således allerede hyret den indiske guitarist Amit Chatterjee med band til en koncert i oktober. På dagsordenen er også samarbejder med dj-ensemblet Lækker Lytter, der blandt andet har spillet fast på Statens Museum for Kunst og i Amager Strandpark, samt den nye islandske pladeforretning 12 Tonar, der er nabo til bogcafeen. »Jeg tror, at Paludans har meget godt fat i folk, der godt kan lide bogcafeer. Men vi vil meget gerne længere ud og skabe interesse hos dem, der aldrig har sat deres fod her«, siger David Milo, der overtager bestyrerrollen, efter at den tidligere ejer, Kenn Husted (manden bag bl.a. vincafeen Bibendum og tapasbaren Atame, red.), er blevet købt ud af sin samarbejdspartner Finn Donsbæk. Receptioner og boglir Også Arnold Busck tager nye midler i brug. Siden åbningen 1. april har der været i alt 11 arrangementer fordelt på bogsigneringer, debatter og oplæsninger. Men det har ikke været det letteste at trække folk til, og derfor sker der fra slutningen af august ændringer, fortæller Lise Hansen, der er chef for førstesalen hos Arnold Busck. »Vi vil i langt højere grad satse på udgivelsesreceptioner, hvor forfatterne selv inviterer - og så dele receptionen op i et lukket arrangement for pressen og efterfølgende et arrangement, der er åbent for alle«, siger Lise Hansen. Blandt andre Forlaget Aschehoug er efter sigende meget interesseret i et samarbejde. Der er i det hele taget godt gang i samarbejder på kryds og tværs. David Milo, der ud over sit nye arbejde er medstifter af galleriet AX12 på Axeltorv, vil udnytte cafeens allerede eksisterende udstillingsmuligheder til at invitere sine mange kontakter indenfor. »Paludans Bogcafé er tænkt som en oase for mange typer af kunst, og det er en god filosofi, som vi gerne vil bygge videre på«, siger David Milo. Bogcafeen i Fiolstræde genåbner officielt 1. august. Efterårsprogrammet hos Arnold Busck starter 27. august.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her