Selv om arrangørerne kontant erklærer, at 'We Fuck Up Your Mondays', er Rub' A' Dub Sundays Stengade30's mest velbesøgte klub. For i dag dyrker københavnerne ikke kun nattelivet fredag og lørdag. Og når det gælder klubarrangementer på hverdage, er logikken ikke bare, 'hvis klubben er god nok, kommer gæsterne'. Devisen lyder snarere, at 'hvis klubben er smal nok, er gæsterne trofaste'. Derfor har klubber, der dyrker smalle genrer som roots reggae, 'northern soul', dancehall og UK Garage stor succes. Fredag og lørdag er mainstream-aftener i nattelivet. Det er her, musikken mest af alt er sat på, fordi den skal danses til. Groft sagt er weekendens byliv præget af fadøl, discodans og flirteri, mens hverdagsklubberne er for de kræsne musikentusiaster. Onsdagsklubben Mid Week Brakes på Rust er et eksempel på en smal hverdagsklub med kødannelse. Den henvender sig til bevidste unge, som kan lide den mindre kommercielle del af hiphoppen. Hele gadekulturen drages også med ind i Mid Week Brakes i form af electric boogie-konkurrencer, street art, live hiphopkoncerter, rap-battles osv. »Det er fællesskabet, der trækker, tror jeg. De unge, som kommer, går meget op i musikken og den kultur, der knytter sig til den, med liv og sjæl. Det er deres klub. Derfor kommer de igen og igen«, mener Lars Orlamundt, der er direktør på Rust. Netop fællesskabet fremhæves også af Casper Madsen fra dj-crewet Zulu Souljahs, som spiller fast på reggaeklubben 2200 Dread på Saxon's: »2200 Dread er helt klart for entusiaster, og det er i høj grad stamgæster, der kommer. Jeg kan som regel forudse, hvem der kommer, og hvornår på aftenen de kommer«, fortæller han. Fokus er således stramt på musikken. Man dresser sig ikke op for at tage på 2200 Dread. Man dropper bare forbi i sit hverdagstøj, hænger ud og danser med sin 'reggaefamilie'. Særlig jargon Betegnelsen 'klub' har altså sin berettigelse, når det gælder de smalle klubber. Det kan sågar indbefatte en særlig jargon for de indviede. På 2200 Dread hører man f.eks. råbet 'Pull up' igen og igen, hvis dj'en er god. Ligesom 2200 Dread har også Rub' A' Dub sin egen kultur. Her skal man kunne afkode udtryk som 'big up', der kan oversættes med 'respekt', og 'boyaka!', der er et opmuntrende tilråb til det optrædende soundsystem. Det særlige fællesskab tager tid at bygge op. Derfor skal en klub være konsistent, mener Lars Orlamundt. »En klub skal have en markant, skarp musikstil og foregå et fast sted på et fast tidspunkt. Hvis man oven i købet gør noget særligt ud af indretningen, skulle gæsterne gerne stille sig i kø«. Formlen har tilsyneladende virket på Rust. »Selv om det er onsdag aften, og der er skolegang dagen efter, bliver de ved, indtil vi smider dem ud om morgenen (kl. 05, red.). Og det er de samme, der kører den hårde rutine - uge efter uge«, fortæller Orlamundt.
hverdagsfester Nattelivet lever i hverdagen
Lyt til artiklen
