ejerskifte Ny ejer på gammel kultcafe

Lyt til artiklen

Den første måned af året var der lukket og slukket på Café Intime i Allégade på Frederiksberg. Det ædle kultsted lå mørkt og tillukket hen, og husets mange stamkunder måtte gå forgæves. Men 2. februar blev dørene igen slået op. Intime havde fået ny ejer - Lars Leth Hansen, og nu blomstrer cafeen på ny. Café Intime har næsten ligget der altid. Synes man. Trukket tilbage fra den travle gade byder beværtningen, der åbnede i 1922, sig til med det lysende navneskilt, og klavertonerne og lystig samtale kan fornemmes gennem de store, blyindfattede ruder helt ud på fortovet. Nightcrawlere og pæne borgere Café Intime er en homobar. Men den er meget, meget andet. En blanding af småborgerlig dagligstue, music-hall, jazzbar og mødested. De utallige nips på vægge og gesimser giver en helt særlig stemning, og her kommer alverdens typer - folk, der dumper forbi, de nævnte stamkunder, night-crawlere og pæne borgere, der har været til teaterpremiere på Frederiksberg Allé eller i Falconer Centret. Her er sjældent ballade, for der er på mere end én vis højt til loftet. Ingen løftede øjenbryn. Ingen forargelse. Her er plads for alle årgange. Ingen planer om forandring Lars Leth Hansen har ikke planer om at ændre meget ved Intime. Et nyt udluftningsanlæg står først på ønskesedlen. Måske skal der også investeres i et nyt gulvtæppe, men nipsene skiftes kun ud, hvis han finder nogle bedre. »Jeg er vild med Café Intime, fordi det repræsenterer en uforpligtende måde at være sammen på. Dets ånd og sjæl er ikke vokset ud af væggene, og her kommer mange herlige originaler. Intime er ikke mainstream, den ligner ikke nogen som helst anden beværtning i Europa, og stedet er ikke nær så forudsigeligt som en aften på Café Victor«, siger Lars Leth Hansen, der bl.a. har uafsluttede civilingeniør- og arkitektuddannelser bag sig. Cafeens flygel vil fortsat blive betjent de fleste af ugens aftener - og der må gerne synges med, ligesom Intimes søndagsjazz bliver ved med at være et fast element.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her