For et halvt år siden foreslog regeringen at mærke sunde og usunde fødevarer med forskellige farver, så forbrugerne kan danne sig et hurtigt overblik ved køledisken. Nu er idéen faldet til jorden. Trafiklysordning brudt sammen Producenter, landbruget og butikkerne vil ikke sætte røde mærker på mad med for meget sukker, salt eller fedt. »Arbejdet med den såkaldte trafiklysordning er brudt sammen. Industrien, landbruget og detailhandlen vil kun gå med til et 'klapsalvemærke' på de sunde fødevarer«, siger Kirsten Jensen, formand i Forbrugerrådet, der har siddet med i den gruppe, der skulle skrive et oplæg til, hvordan forslaget kunne føres ud i livet. Smiley-mærke i tre farver Forbrugerrådet opgiver dog ikke at få røde mærker på usund mad. Rådet foreslår et smiley-mærke i tre farver, der ligner regeringens oprindelige forslag. »Mærket skal hjælpe forbrugeren med at sammensætte sin daglige kost på en ernæringsmæssigt fornuftig måde«, siger Kirsten Jensen. Obligatorisk Ordningen skal være obligatorisk, og mærket skal sidde på alle fødevarer. Det betyder eksempelvis, at en spegepølse med mere end 15 procent fedt får en rød smiley - også selv om den ikke indeholder sukker. Men Forbrugerrådets forslag møder stærk modstand hos de organisationer, der også rynkede på næsen ad trafiklysordningen. Susanne Kofoed, fødevarekonsulent i Landbrugsraadet, siger: »Vi bryder os ikke om et stort rødt mærke på vores fløde. Så siger man til folk: Hold jer fra fløden. Men kosten er jo sammensat af en lang række madvarer. Vi vil hellere sige: Husk også kartofler, grøntsager og magert kød, hvis du bruger fløde i madlavningen«. Branchen: Overflødigt Dorthe Pedersen, chefkonsulent i Fødevareindustrien, kalder det overflødigt at mærke de usunde fødevarer. For dem kender forbrugeren i forvejen: »Vi tror mere på at skubbe folk til at vælge sunde produkter frem for at skræmme dem fra de usunde. Derfor ønsker vi i stedet et ernæringsmærke for det bedste valg. Hvis man køber rugbrød, så kunne fire måske have et mærke på, mens resten på hylden ikke levede op til kriterierne«, siger hun. Coop ser praktiske problemer Mogens Werge, direktør i Coop, der står bag Kvickly, Fakta og Brugsen, peger på et praktisk problem ved nationale mærkningsordninger: »Coop sælger de samme varer i Danmark, Sverige og Norge. Det er noget rod, hvis vi skal pakke varer til Danmark i en særlig emballage«. Minister: Ordning i strid med EU-regler Forbrugerminister Lars Barfoed (K) siger, at det er i strid med EU-reglerne, hvis Danmark indfører en obligatorisk mærkningsordning. »Vi kan ikke komme igennem med en frivillig ordning, hvor producenterne skal mærke usunde varer. Derfor skal vi finde frem til et mærke, der hjælper forbrugerne til at vælge sunde varer«, siger ministeren. Han vil indkalde parterne til nye forhandlinger.
Fiasko for mærkning af mad
Lyt til artiklen