Mad, mad, mad og mere mad. Mad er ikke bare noget, vi stopper indenbords for at fylde en slunken mavesæk. Mad er livsstil og selviscenesættelse, og vi dyrker det som en fornem kunstart for sig. Fra 24. august til 3. september er der Copenhagen Cooking - en storladen festival, som sætter fokus på nordisk kvalitetsmad og drikke. Hele arrangementet er professionelt og lækkert iscenesat. Der er endda optræden af en kunstner, som disker op med såvel gane- som hjerneguf til publikum. Blå is og farmer brunch Et af festivalens mest ombejlede indslag er 'A Taste of Copenhagen', hvor man for 285 kroner kan spise hos én af byens bedste restauranter (Noma, Premisse, The Dining Room, Kokkeriet, Ketchup i Tivoli, Paustian og Salt). I Tivoli vil der under hele festivalen være en lang række arrangementer og boder, hvor man kan prøvesmage økologiske produkter og regionale specialiteter, se og røre landbrugsdyr, overvære kåringen af 'Årets ret', 'Årets kokketalent', 'Årets Tivoli-kage' og meget mere. Derudover vil ParadisIs producere blå is, man kan opleve et svensk krebsegilde, besøge madmessen Eat06 i Øksnehallen i weekenden 26. - 27. august, tage på storby-picnic, deltage i vinsmagninger, nyde en farmer brunch og en masse andet. Det fulde program kan ses på www.copenhagencooking.com. Kødboller af eget fedt Og så er der lige det med menneskefedt på dåse. I et telt foran Øksnehallen giver Marco Evaristti sammen med kokken Morten Nielsen (fra Mortens Kro i Ålborg) festivalen et andet perspektiv og et afbræk fra festivalens øvrige gourmetmad, 'kompromisløse kvalitet' og 'gode, danske råvarer'. Lørdag 26. august kan man opleve en happening med udgangspunkt i værket 'Polpette al grasso di Marco' (kødboller på dåse tilberedt med kunstnerens eget fedt). Det hedder sig, at »nydelse og afsky mødes og komplimenterer hinanden i en æstetisk symbiose«. Det mindes man som publikum om, når der i teltet serveres en ret kreeret af Morten Nielsen i en scenografi af Evaristtis værk. En dåse kødboller lavet af kunstnerens eget fedt vil være at se sammen med en stor neonreklame for produktet samt en reklame, hvor Evaristti poserer med sine ar efter fedtsugningen. Happeningen skulle gerne få publikum til at tænke over, hvad det er vi putter i munden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce


