Jeg tænder på ord. På sjove, skæve og skøre ord. Ordspil, man kan smile ad, og sætninger, man kan smage på.
Tag nu for eksempel udtrykket ’knald i låget’, som poppede op i mine tanker en dag. Jeg ser det som noget positivt at have knald i låget. Det indikerer, at man tør skeje ud og gøre skæve ting. Lave lidt rav i gaden og gå mod strømmen. Hvad har det med mad at gøre, tænker du måske? Tja, for mig er der en direkte forbindelse fra ord til mad – og omvendt!
Ord inspirerer mig i mit gastronomiske arbejde. For nylig konkretiserede udtrykket ’knald i låget’ sig så til en holdbar idé, nemlig mad med spiseligt låg på, og låg med knald i, det vil sige med masser af smag(sgivere) i.

